TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Købt ved en tilfældighed

af | Nyheder

Lunden-amatøren Svend Aage Nielsen ville egentlig helst ha’ haft en F’er, men købte i stedet Exclusive Laser, der med gårsdagens sejr i Grand Circle 3-års Championat for Hopper satte sig på årgangens ”dronningetrone”.

-Det er jo en drøm, der er gået i opfyldelse!

Det er dagen derpå for Svend Aage Nielsen, som endnu ikke helt har fået armene ned igen efter søndagens triumf i Aalborg, hvor Exclusive Laser henviste Ebony Blåbjerg til andenpladsen i årets første storløb for de 3-årige hopper med en førstepræmie på 170.000 kroner.

Svend Aage Nielsen (t.v.) i vindercirklen sammen med Exclusive Laser, Maria Hansen, René Kjær og opdrætterparret, Bo og Kathrine Seisbøll. Foto: KM FOTO

-På vej hjem i går tænkte jeg på, at det at vinde et årgangsløb, er der ikke så mange, der oplever. Alene det at være med i et af de store løb – og så endda med to heste – det var jeg rigtig stolt over og glad for, og når det så endda også lykkes at vinde løbet – ja, så så bli’r det ikke større, smiler Svend Aage Nielsen.

-Det er jo det vi brænder for – alle os, som har med travheste at gøre, men jeg har også været med i så mange år, at jeg godt ved, at det hurtigt kan gå ned ad bakke – så det er bare med at glæde sig over det, vi har opnået indtil nu.

Arveligt belastet
Iflg. trav.dk har Svend Aage Nielsen kun haft licens siden 2016, men interessen for travhestene stammer tilbage fra barndommen, idet hans forældre også havde travheste.

-Min far, Give Nielsen, var bl.a. amatørchampion på NFT i 1968. Han slog senere over på opdræt, men omkom desværre i en bilulykke i 1982, hvorefter jeg overtog hestene, fortæller Svend Aage Nielsen.

-Dengang havde jeg et samarbejde med René Ravn på Lunden, hvor jeg kom og hjalp til i stalden når jeg havde fri, så interessen har egentlig været der igennem hele mit liv, men der har også været nogle pauser indimellem.

Exclusive Laser vinder Grand Circle 3-års Championat for Hopper. Foto: KM FOTO

-Senere var jeg med i et par anpartsprojekter hos Magnus Ladegård, bl.a. omkring Beauzac, der gjorde det rimelig godt. Dengang kom jeg også og hjalp lidt til i stalden og kørte nogle træningsarbejder, men fik aldrig taget amatørlicens.

Startede på en frisk
I 2016 fik Svend Aage Nielsen amatørlicens på Lunden og har i dag tre heste på træningslisten: Exclusive Laser samt de jævnaldrende Eye In The Sky (hp.e. Coktail Jet) og Eddie Murphy (v.e. Broad Bahn), der alle ejes af pseudonymet Seven Point Five Racing Stable alias Svend Aage Nielsen og Lunden-amatørkollegaen Maria Hansen.

-I starten havde jeg flere ældre heste, der ikke rigtig blev til noget, men da jeg gik på pension fra flyvevåbnet syntes jeg det kunne være sjovt at starte på en frisk med at købe nogle ungheste, siger Svend Aage Nielsen.

-Jeg havde stadig kontakt med Magnus Ladegård, som jeg hjælper et par gange om ugen i hans beslagsmedforrening. Jeg er ikke udlært beslagsmed, så det er mest en kombination af forefaldende arbejde og kundepleje, men det hygger jeg mig meget med. Vi har et rigtig godt venskab.

-Magnus bor sammen med Maria Hansen og sammen har vi købt i alt tre heste. Den første var Eye In The Sky, som jeg faldt for en dag jeg var nede hos dyrlæge Berner Olsen. Samme år købte vi Eddie Murphy på Derbyauktionen og begge heste blev kørt til hos Henrik Thomsen.

”Den køber vi”
Med to 2-åringer i stalden var Svend Aage Nielsen egentlig på udkig efter en åring, men tilfældighedernes spil gjorde, at det i stedet blev Exclusive Laser.

-Exclusive Laser havde været i fremvisningsløb og Steen Juul havde været ovre og prøvekøre hesten, men den potentielle køber sprang pludselig fra og det hørte Magnus Ladegård om, siger Svend Aage Nielsen.

-Jeg ville egentlig ha’ haft en F’er fordi jeg havde to E’ere, men sad lige og fundere lidt over det – og så sagde jeg til Magnus: Den køber vi!

-Alle tre heste står på en ejendom i Horserød ved Helsingør, der tilhører Marias familie og vi har nogle ganske udmærkede faciliteter. Der er gode folde og en walker, men alle træningsjob foregår på Lunden, selvom banen ikke er helt optimal at træne på.

-Vi har et rigtig godt samarbejde. Magnus har jo været professionel træner og har en masse viden om træning, skoning m.m. – og Maria har valgt at sætte sin uddannelse på standby, så hun passer hestene til daglig.

Foto: KM FOTO

Meldt i alle årgangsløb
Exclusive Laser er – foreløbig – staldens stjerne med to flotte sejre i træk, men det har været lidt op og ned i begyndelsen af sæsonen.

-Efter to fine præstationer på Lunden, hvor hun begge gange mødte Exclusive Peak, gik der lidt grus i maskineriet, siger Svend Aage Nielsen.

-Exclusive Laser fik problemer med en tand, som gjorde, at hun galoperede i de to efterfølgende starter, men det fik vi ordnet og hun var rigtig fin forrige gang på Lunden, hvor hun vandt for Steen Juul, så vi havde faktisk ganske gode forventninger til at Exclusive Laser kunne være med fremme i går.

-Hun er meldt i alle årgangsløbene, men Hoppe Kriteriet er det store mål.

-Der har været noget kritik af, at Grand Circle ligger for tidligt på sæsonen, men jeg synes faktisk, at det blev et fint løb i går, selvom mange af hestene ikke havde tjent så mange penge. Nu er det så udfordringen at holde Exclusive Laser i orden frem til Dansk Avlsløb i november måned, men nu ”træner vi lidt ned” og så er planen at få hende med i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix den 28. juli.

Staldkammeraten galoperede
Seven Point Five Racing Stable havde også Eye In the Sky med i Grand Circle 3-års Championat for Hopper, men det endte desværre i galop.

-Vi satsede lidt stort og det gik kke, siger Svend Aage Nielsen.

-I et forsøg på at hun skulle være med fremme, pillede vi ale fire sko af og sendte hende ud i amerikanervogn, men kun klarede desværre endnu ikke at gå uden sko. Jeppe Juel gjorde hvad han kunne for at ”bære” hende rundt, men med 6-700 meter tilbage tabte hun travet. Det var bestemt ikke Jeppes skyld og han gav os nogle gode tilbagemeldinger, som vi kan bruge til næste gang.

-Jeg er sikker på, at Eye In The Sky bliver meget bedre når vi engang kan køre hende uden sko, men det magter hun altså ikke endnu, så vi går tilbage til gammel balance næste gang.

-Vores sidste hest, Eddi Murphy, har trænet rigtig godt, men er en stor tung hest og kroppen kan ikke rigtig være med. Han var ude i et rutineløb for nylig, hvor han galoperede kort før mål – var ellers kommet hjem på en 20-tid. Han fortsætter med at træne og kommer formentlig til start engang til efteråret, slutter Svend Aage Nielsen.