TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kasper Foget trodsede chefen

af | Nyheder

Feltets mindst spillede hest, John Friis-trænede Byebyeandover med Kasper Foget i sulkyen, snød storfavoritten og vandt DM for 5-årige hopper.

På forhånd var der ikke megen tiltro til Byebyeandover (Andover Andover), der gjorde comeback efter et par måneders løbspause, men et væddeløb skal som bekendt altid køres først og dét kom Kasper Foget til gode.

17:10-favoritten Beatriz måtte tilmed gå den tunge vej i dødens de sidste 1600 meter, efter Flemming Jensen på første langside overtog føringen med Brandy Laser.

Kilometeren blev passeret efter 1.13,9 med Beatriz i dødens og den senere vinder i tredje par udvendig.

Ind i sidste sving lignede det den ventede duel mellem Brandy Laser og Beatriz, men ind op på opløbet fik Kasper Foget for alvor Byebyeandover op i de store omdrejninger og på de sidste meter kunne hun gå forbi til sejr i tiden 1.14,1a/2140 meter foran Beatriz i samme tid. Tredjepladsen til Brandy Laser i 14,2.

Byebyeandover, der sejrede til odds 75,75, ejes af Gerda Dahl Pedersen – træner John Friis’ hustru, som kunne glæde sig over en førstepræmie på 50.000 kroner.

-Jeg havde fået ordre på at blive i inderbanen, men syntes hun var så godt gående, at jeg søgte ud i tredje par udvendig, sagde en glad Kasper Foget efter karrierens hidtil største sejr.

-Heldigvis er John på Malta, så der går en uge inden jeg får skældud!

-Jeg kunne godt mærke, at jeg havde mere at køre med end Jeppe (Bombastica), men at hun skulle kunne være med helt fremme, kunne jeg først mærke 10 meter før mål.