TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Karl Laursen i Hall of Fame

af | Nyheder

En af dansk travsports mest succesrige hesteejere, amatørkuske og opdrættere, Karl Laursen fra Stald Kima i Skive er blevet optaget i travsportens Hall of Fame.

Karl Laursen i selskab med Stald Kimas absolut bedste hest, Pay Dirt-sønnen Tarok. Foto: Burt Seeger/US Photo

I slutningen af februar 1952 blev et nyt ejerpseudonym indregistreret hos Dansk Travsports Centralforbund. Navnet var ”Stald Kima”.

Manden bag dette staldnavn var en i travsportskredse ret ukendt godsejer fra Skive-kanten ved navn Karl Laursen.

De travsportsfolk, der ikke tidligere havde hørt det fjerneste om ham, kom dog hurtigt til det. Gennem de efterfølgende 40 år manifesterede Karl Laursen sig nemlig som landets absolut mest succesfulde hesteejer og opdrætter med en stald fuld af topheste.

I starten af sin travsportskarriere kørte Karl Laursen ofte selv sine heste, og i løbet af blot 20 år tog han selv over 400 kuskesejre. Senere overlod han kuskehvervet til sønnerne Mogens, Vagn, Jørn og Aksel, der samlet nåede at vinde langt over 1.000 sejre med Stald Kimas heste.

Meget mere end blot Tarok

De fleste forbinder først og fremmest Karl Laursen med nationalikonet Tarok. Hesten, der under tilnavnet ”Dannebrog på fire ben” fejrede talrige triumfer på både danske og udenlandske baner og som blev kendt i alle danske hjem.

Tarok var en ener. Ingen tvivl om det. Men gennem årene kom der mange andre gode heste fra Karl Laursens hånd. Hans meritliste blev alenlang, og han stod bag mange, mange storløbsvindere, blandt andre fire derbyvindere, to vindere af Dansk Trav Kriterium og hele 11 vindere af de århusianske grand prix’er.

Grundlaget for Karl Laursens succes blev skabt i den daglige omgang med hestene, hvor alt var lagt i faste rutiner og intet blev overladt til tilfældighederne. 

Staldfolk og familie mindes Karl Laursen

Karl Laursen kører Tina Virup til sejr i Jydsk 4-årings Grand Prix 1957. Efter endt væddeløbskarriere blev Tina Virup mor til bl.a. Tarok. Foto: Ole Hindbys fotoarkiv

Travsportsjournalist Henrik Berg har for Travsportens Hall of Fame beskrevet Karl Laursens liv og levned fra en fattig opvækst til positionen som godsejer og storhesteejer.

Portrættet er delvist skabt ud fra samtaler med Karl Laursens sønner Aksel og Mogens, men portrættet indeholder også en selvstændig historie, hvor Jørn Laursen fortæller om sin far.

Du kan også læse barnebarnets Vibeke Laursens beretning om farfaren, ligesom tre staldfolk, der var ansat hos Karl Laursen, fortæller om deres tid ved Stald Kima.

Du finder hele portrættet om Karl Laursen på www.thof.dk.