TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kan du huske Eugene Lefevre?

af | Nyheder

I begyndelsen af 1980’erne drog Ideal du Gazeau og hans træner og kusk Eugene Lefevre verden rundt og dominerede storløbene. Efter løbskarrieren blev ideal du Gazeau avlshingst i Sverige – og Eugene Lefevre – ja, han blev mere eller mindre glemt.

Lundens fotograf, Kim Gudmand er blevet bidt af fransk travsport – og især Bold Eagle.

Og selvfølgelig er han derfor på plads, når Bold Eagle starter i eftermiddag på Vincennes i Prix du Bourbonnais.

Men Kim Gudmand var også på plads på Vincennes lørdag, og her tog han nedenstående foto af en person, der engang var på alles læber, men som nu kun huskes svagt.

Eugene Lefevre leder Evidence Roc tilbage fra banen efter lørdagens sejr. Foto Kim Gudmand

Eugene Lefevre – manden der trænede og kørte Ideal du Gazeau til bl.a. 2 sejre i Prix d’Amerique, 2 sejre i Elitloppet, 3 sejre i VM-løbet The International Trot og 2 sejre i Copenhagen Cup.

Blot for at nævne nogle af de storløb parret triumferede i.

Eugene Lefevre var en lille træner fra Normandiet, der med Ideal du Gazeau oplevede et eventyr, som han næppe nogensinde havde drømt om.

For mange kunne de flotte resultater i storløb rundt i Europa og i USA have været springbrættet til en stor træner- og kuskekarriere, men sådan kom det ikke til at gå for Eugene Lefevre.

Han kom aldrig i nærheden af en hest med evner som bare var lidt udover det sædvanlige, og i 2007 kørte han sit sidste løb og har siden arbejdet på forskellige stutterier.

Eugene Lefevre, der i dag er 74 år gammel, vandt 298 sejre, heraf 13 i monté i sin aktive karriere.

I går tog han mod Evidence Roc med Emilie le Beller efter sejren i Gruppe II-løbet, Prix Raoul Balliere, for selv om han ikke selv er aktiv mere i løbene, så er Eugene Lefevre fortsat med på sidelinjen i fransk travsport.

Eugene Lefevre med Ideal du Gazeau. Arkivfoto