TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kamp til stregen

af | Nyheder

Efter lørdagens løb er tre heste nu noteret for syv sejre på Bornholms Brand Park i år. Til gengæld er championaterne afgjort med to løbsdage tilbage.

Der bliver kamp til stregen om titlen som Årets Sejrshest 2019 på Bornholms Brand Park.

Cerosso tog årets syvende sejr. Foto: Torben Ager

Corner Tiki kunne måske ha’ afgjort tingene i dag, men i dagens comeback efter næsten to måneders pause, var Frank Mikkelsens hest chanceløs mod Cerosso (Quite Easy), der trods galop viste sig bedst og sejrede i tiden 1.21,7a/2160 meter.

Sejren var Stefan Lind-Holms sæsonsejr nummer 22 på Bornholm og dermed er “Skipper” sikker på at genvinde amatørchampionatet, selvom der resterer to løbsdage på Bornholms Brand Park. Efter lørdagens løb har han således et forspring på fem sejre til Martin Sjøholm Jensen, der er gået lidt i stå efter en ellers fin sæson med foreløbig 17 sejre.

Trænerchampionatet er også med stor sandsynlighed afgjort til Frank Mikkelsens fordel. Med to løbsdage tilbage er han således fire sejre foran John Gommans – stillingen efter dagens løb: 15-11.

I dagens 3. løb krydsede to andre sejrsheste klinger, Jetset Onion og Waterjet, der inden dagens løb havde vundet hhv. seks og fem sejre i år.

I dag var Lise Henriksen-trænede Jetset Onion (Infinif) bedst og sejrede i tiden 1.23,1a/2160 meter foran Waterjet.

Dermed har både Corner Tiki, Cerosso og Jetset Onion alle vundet syv løb i år, så der er lagt op til en spændende afgørelse når Bornholms Brand Park slutter sæsonen lørdag den 19. oktober.

Titlen som “Årets Hest” – der kåres af Bornholms Tidende – bliver dog først afsløret ved næste års championatsfest.