TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jonas er blevet voksen

af | Nyheder

René Jonassen, som tidligere på ugen fyldte 50, kan se tilbage på sin bedste sæson som træner i flere år.

“Jonas” – der næste år kan fejre 20-års jubilæum som træner – har altid haft en sund og stabil forretning; sjældent med de store årgangsstjerner, men han har gennem årene alligevel udviklet mange gode klasseheste, heriblandt aktuelle Cody S (Ganyméde), der i fjor indledte karrieren på glimrende vis med syv sejre og 125.000 kroner i indkørte præmier.

Cody S. Foto: Martin Timm Holmstav

-Ja, Cody S var flagskibet sidste år med sejr på Derbydagen og mange andre fine præstationer, siger René Jonassen.

-Han har ufrivilligt holdt løbspause siden begyndelsen af december. Han skulle ha’ startet den 23. december på Halmstad, men kom desværre ikke med fordi han ved en fejl var STC var blevet meldt i et løb, hvor han ikke var startberettiget.

-Det var lidt ærgerligt, men nu satser vi på at starte Cody S i V75 på Jägersro næste lørdag. Han har bare trænet på efter seneste start og alt virker fint, så må vi se om han rækker. Det er planen at Cody S – så længe han er frisk – bare skal fortsætte med at starte, hvor der er gode penge at køre om .

Ingen nævnt – ingen glemt
Der står pt. 17 heste i stalden på Skovbo, heriblandt tre 2-åringer og fire 2-åringer, hvoraf kun en enkelt – Eureka Downs (hp. e. Great Challenger) – har startet.

-Normalt starter jeg ikke mine heste som 2-års, så Eureka Downs var en undtagelse, men de nuværende 2-åringer træner bare på og kommer med stor sandsynlighed først til start som 3-års, siger René Jonassen.

-3-åringerne træner pænt, men jeg fremhæver ikke nogle fremfor andre; det har jeg lært, at man skal lade være med, så behøver man ikke bagefter at forklare, hvorfor det ikke lige gik som forventet. Men jeg synes de generelt tegner lovende og forventer at mine 3-åringer kommer omkring slutningen af februar/begyndelsen af marts.

Den største skuffelse
Som lillesøster til Derbyvinderen Peak og Thengill med 655.000 SEK på præmiekontoen, har der været store forventninger til den nu 4-årige hoppe Dream Lady Dream (Broad Bahn), men hidtil har hun ikke kunne indfri forventningerne.

-Dream Lady Dream tjente ganske vist 50.000 i fjor, men var nok årets største skuffelse for mit vedkommende, siger Jonas, som også har den nu tidligere Team Lunden-anpartshest Cutty Sark i sin varetægt – i hvert fald lidt endnu.

-Cutty Sark er i øjeblikket på auktionen på Lundens hjemmeside, men jeg har ikke selv nogle købere til ham, så han forlader formentlig min stald, siger René Jonassen, som ikke har planer om at fejre sin runde fødselsdag.

-Det er jo bare et tal som mange siger, og jeg har jo et godt helbred, så det er bare at klø på. Jeg har ligget meget konstant på 15-20 heste i træning gennem alle årene og vandt nogenlunde samme antal løb i fjor som jeg har gjort de foregående år, så det må være tilfredsstillende.

-Jeg er ikke typen, der blander mig i politik, men har det egentlig bedst med at gå og passe min forretning; så bli’r man heller ikke uvenner med nogen! griner René Jonassen.