TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Jeg drømmer jo om en Derbysejr”

af | Nyheder

Niels Hundebøll havde en stor dag på Lunden i fredags, hvor begge hans heste – Champions Peak og Destiny S – vandt, ligesom han også har en “andel” i vinderen af amatørløbet, Mescal. 

Niels Hundebøll har haft mange fine heste gennem årene og også været med i Derbyet et par gange, men han har stadig den første Derbysejr til gode. Den kan måske komme i år med Champions Peak (Scarlet Knight), der i fredags gav opvisning på Lunden i tiden 1.14,1a/2000 meter og for alvor er på vej mod årgangens absolutte top.

-Ja, jeg drømmer jo om en Derbysejr, siger Niels Hundebøll.

Niels Hundebøll (t.h.) i vindercirklen med Champions Peak. Foto: Martin Timm Holmstav

-Men i første omgang gælder det Jydsk 4-årings Grand Prix, hvor Untersteiners hest (Kriterievinderen Cuba Libre Ice, red.) ikke er meldt. Der er 4-årsprøver den 17. juni, men jeg tror da, at Champions Peak får en enkelt start inden da. Det er imidlertid helt op til Steen Juul, som har haft den topafstammede hest i træning siden Derbyauktionen i 2015.

-Jeg havde på det tidspunkt mine heste hos Christian Lindhardt, men havde hørt, at han var på vej til Tyskland, så jeg tænkte, at jeg ville prøve Steen Juul igen, siger Niels Hundebøll.

-Jeg har tidligere brugt Steen som træner og ringede til ham og spurgte, om han ville tage en hest i træning for mig. “Hvilken en?” spurgte han. “Ja, på nuværende tidspunkt har jeg ikke en, der er god nok, men jeg har nogle penge, så måske du kan hjælpe mig med at finde en?” svarede jeg.

-Steen sagde så, at hvis jeg har tid og tålmodighed, ville han foreslå, at vi købte en hest på Derbyauktionen og det blev så Champions Peak, der kostede 160.000 kr.

-Jeg så Champions Peak på Skovbo nogle gange og Steen sagde tidligt, at det bliver en kanon, og den er jo for alvor gået frem med vintertræningen.

-Som en lille “krølle” på historien kan nævnes, at Champions Peaks mor, Peak Performance, er efter Good As Gold, som jeg i sin tid var medejer af – dog først efter den havde virket i avlen i et par år.

Good As Gold (1.11,3a-7.519.000 SEK) blev svensk Derbyvinder og fik siden enorm succes i avlen som far til bl.a. Elitloppsvinderen Steinlager. Good As Golds 502 svenskregistrerede afkom har således vundet over 95 mill. SEK.

Den første hest
Niels Hundebøll hører – i bedste og mest positive forstand – til blandt veteranerne i dansk travsport. Han kom ind i travsporten i forbindelse med Billund Travs åbning i 1971 og er i dag hovedaktionær på banen, ligesom han via sit firma Billund Plast bl.a. er sponsor for Sprintermesteren. Han har desuden været sponsor for trænerne Birger Jørgensen, Seppo Kukkonen og Christian Lindhardt.

-Min storebror, Preben Hundebøll, havde på det tidspunkt Stutteri Filskov og har gennem årene haft flere af Opdrætterforeningens hingste opstaldet, bl.a. Pay Dirt, ligesom han i privat regi havde hingste som Floras Roque og Soda Hill, fortæller Niels Hundebøll.

-Jeg købte min første travhest, Lido Hoff, på Vorbasse Marked af Tommy Mikkelsen (Lunden-amatør og manden bag “Tommy Mikkelsen Spåner”).

-En af mine helt store glæder var hesten Junior Z, som jeg selv trænede. Den var først hos Ari Kela, men jeg fik ham hjem da Kela rejste tilbage til Finland. Jeg begyndte at svømmetrænw ham og han blev så god at han tog titlen Årets Hest på JVB i 1988. Jeg vandt selv det første løb med ham i Billund – tror det var i 1987.

Niels Hundebøll vandt selv i alt ni løb i 35 starter.

-Jeg indså hurtigt, at det svært at begå sig blandt de professionelle, der kører flere løb næsten hver dag. Jeg mener jeg stoppede i 1987, siger Niels Hundebøll, som vandt flest løb med Cebylla (Soda Hill).

Succesopdrætter
Niels Hundebølls første følhoppe var Søs, der dog ikke blev den store succes i avlen.

-Den første rigtigt gode følhoppe var Hanzina, som jeg købte af et par af Vagn Lønborgs tanter. “Futter” vidste imidlertid ikke, at den var blevet solgt, så en dag spurgte han mig, om han kunne købe den – jeg skulle bare nævne en pris – men jeg var jo glad for hesten og hun blev bl.a. mor til Destiny (1.14,0a-306.000 kr), Adios (1.15,8a-181.000 kr) og Chicago Bull (1.15,6a-176.000 kr).

Destiny blev selv en rigtig fin følhoppe med mange fine afkom. Listen toppes af Outstanding Lady (1.12,5a/487.000 kr), der fører hoppelinjen videre i tredje generation.

Outstanding Lady (Muscle Yankee)’s første afkom var Funny Money (h. e. Great Challenger) og hun blev i fredags mor til et hingstføl e. Great Challenger. Outstanding Lady går nu til Maharajah.

Niels Hundebøll har yderligere to følhopper, Shining Star og Fashion Brodda.

Shining Star (Pine Chip), der er lillesøster til Outstanding Lady, er mor til Flying Shadow (hp. e. Arifant) og er i år bedækket med Great Challenger.

-Outstanding Lady og Shining Star står begge hos Michael Hovgaard i Skive. Efter jeg blev ramt af en blodprop i 2009 kan jeg ikke ha’ mine heste hjemme. Min venstre arm er helt lam i dag, så jeg er lidt handicappet, men har det ellers fint og er også stadig engageret i noget bestyrelsesarbejde, siger Niels Hundebøll.

-Fashion Brodda står på Brodda Stuteri i Sverige. Hun har i år fået et hoppeføl efter Zola Boko og er konstateret drægtig v/Maharajah.

Fashion Brodda er “berømt” som mor til hoppen Backfire (1.10,4a-5,4 mill. SEK), der gjorde det fantastisk for Tomas Malmqvist med sejr i bl.a. Drottning Silvias Pokal og Breeders Crown-finalen for 4-årige hopper.

Niels Hundebøll købte Fashion Brodda fire uger efter Backfire kom til verden i 2010 og Offshore Dream-hoppen er opvokset på Hundebølls stutteri i Filskov, inden hun som 1½-års gik til Tomas Malmqvist, som i øvrigt også er opdrætter af Backfire.

Søskendedouble
Fashion Brodda er også mor til Destiny S (Offshore Dream), der er helsøster til Backfire og som i fredags vandt sin anden sejr i træk i tiden 1.17,2/2000 meter – ligeledes med Steen Juul i sulkyen.

Destiny S. Foto: Martin Timm Holmstav

Derudover fik Fashion Brodda endnu en afkomssejr på Lunden, idet Mescal (Revenue) vandt amatørløbet for Steffen Christiansen i tiden 1.14,3/2040 meter. I lighed med Backfire er Mescal opdrættet af Tomas Malmqvist.

Fashion Brodda er også mor til Blue Money (1.11,9a-174.000 SEK) og 2-årige Easy Money (h. e. Zola Boko), der er i træning hos Tomas Malmqvist.

Foruden Champions Peak, Destiny S og følhopperne er Niels Hundebøll også medejer af Big Business (helsøster til Shining Star), der er i træning hos Jeppe Rask.

-Big Business har været plaget af en virus, hvilket er årsagen til, at hun ikke har udfoldet sig – endnu, siger Niels Hundebøll.