TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ikke Vitruvio, men…

af | Nyheder

Vinderen af Oslo Grand Prix, Vitruvio har trukket med de fleste overskrifter, men dagens præstation stod den tyske 4-åring Mister F Daag for!

Mister F Daag med Robin Bakker vandt legende let i 1.10.9a/1609 m. Foto Kanal 75

Den hollandske træner Paul Hagoort har fejret mange store triumfer rundt om i Europa – især med ungheste, men på et tidspunkt også med 5-årige Robert Bi, der jo vandt Copenhagen Cup i verdensrekordtiden 1.10.0a/2011 meter.

Desværre kom Robert Bi ud for en skade, der gjorde den ikke fik vist sit talent i større udstrækning – og Paul Hagoort har ikke siden da haft en ældre international tophest.

Men den kan han have på vej i den 4-årige tyske Mister F Daag.

Vi så nyligt Mister F Daag vinde 4 års Eliten legende let på Charlottenlund Travbane, og søndag eftermiddag leverede Conway Hall-sønnen en ny toppræstation, da den fra dødens vandt 4-års Eliten på Bjerke meget sikkert for Robin Bakker i ny rekord 1.10.9a/1609 m.

Mister F Daag sad udvendigt på førende Samo Different Day, der lagde ud med 1.09.1/500 m og 1.10.6/1000 m – og alligevel var Mister F Daag en legende let vinder, mens der blev kæmpet hårdt om andenpladsen som Patent Leather (Broadway Hall) tog sig af i 1.11.1 foran Missle Hill (Muscle Hill) i 1.11.2.

Det var en særdeles imponerende præstation Mister F Daag leverede her – og fremtiden for den 4-årige hingst ser spændende ud!