TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hestevæddeløbssportens nøgletal

af | Nyheder

Hvor meget koster det at lave Tv-produktionen Fast Track? Og hvor mange penge tjener sporten på bookmakerspillet? Hvor mange penge bruger sporten på markedsføring? Og hvor store er de samlede administrationsomkostninger? Vi giver dig disse svar og mange andre.

Dansk Trav og Galop Union, der har afløst Hestesportens FinansieringsFond har udsendt en samlet oversigt over hestevæddeløbssportens indtægter og udgifter i 2018.

Og det er interessant læsning, for bl.a. får vi for første gang at se – sort på hvidt – hvad Tv-produktionen Fast Track koster.

Men det vender vi tilbage til.

Lad os først se på indtægtssiden, der i princippet kan deles op i tre indtægtsgrupper, det særlige bidrag på 8 %, tilskuddet fra Kulturministeriet og sportens egne indtægter.

Det særlige bidrag på 8% skal betales for at modtage spil i Danmark til danske hestevæddeløb.

Det er primært Danske Spil (DanToto), der jo som de eneste i 2018 udbød totalisatorspil til danske hestevæddeløb, der bidrager til denne indtægt, men som en konsekvens af liberaliseringen af spil på heste, har det også være muligt at kunne spille bookmakerspil (fast odds) i 2018.

Ud fra den spilomsætning i totalisatoren som Dansk Hestevæddeløb har opgivet på danske væddeløb i 2018, har vi beregnet at omsætningen på bookmakerspil til danske væddeløb har været på omkring 3.6 millioner kroner!

Det betyder således en indtægt til sporten på omkring 290.000 kroner

Det i loven fastsatte tilskud til hestevæddeløbssporten fra Kulturministeriet bidrager med 76.128.300 kroner, mens sporten selv har skaffet indtægter, der kan henføres til væddeløbene på tilsammen 89.348.958 kroner.

Efter Kulturministeriet er posten for samarbejdsaftaler og sponsorindtægter den næststørste indtægtskilde med 38.2 millioner kroner efterfulgt af løbsindskud til såvel almindelige løb som årgangsløb med 15.1 millioner kroner.

Herudover har f.eks. udlejning af restauranter, afholdelse af koncerter etc. givet i runde tal 4 millioner kroner.

Disse fire millioner kroner kan holdes uden for den opgørelse som Dansk Trav og Galop Union har lavet til Kulturministeriet, og sportens samlede indtægter i forbindelse med væddeløbene er opgjort til 175.698.017 kroner.

På udgiftssiden er løbspræmier, opdrætterpræmier og unghestesatsning den tungeste post med 70.648.105 kroner – hertil kommer udgifter til ærespræmier og blomster på 1.2 millioner kroner.

Det er det hidtil største præmiebudget i dansk hestevæddeløb!

Den næststørste post er administrationen af væddeløbsbanerne, DTC og Danske Hestevæddeløb, der beløber sig til 25.7 millioner kroner – hertil kommer Sportssekretariatet (plus galop) med 6.7 millioner kroner.

Det giver i alt administrationsomkostninger på 32.4 millioner kroner!

Udgifter til baneanlæg, maskiner og bygninger androg 22 millioner kroner.

En stor udgift er også Tv-produktionen, Fast Track, der i 2018 kostede 14.1 millioner kroner.

I alt havde sporten udgifter for 177.823.079 kroner og dermed et underskud på 2.125.062 kroner i 2018.

Dette underskud finansieres ud fra det overskud på 4 millioner kroner, som vi skrev om tidligere i artiklen.

VI er nu inde i År 2 i den politiske aftale, der sikrer hestevæddeløbssporten 76 millioner kroner om året. Den løber frem til 2023 – og til den tid skal samarbejdsaftaler, sponsorindtægter og provision af spil tilsammen gerne erstattet tilskuddet fra Kulturministeriet – og helst også have øget de samlede indtægter.

Ellers ser det sort ud for fremtiden for trav. og galopsport i Danmark.