TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hestesportens græsrødder vil demonstrere

af | Nyheder

En gruppe af hestevæddeløbsinteresserede har på facebook taget initiativ til at foranstalte en demonstration på Christiansborg Slotsplads torsdag den 6. november klokken 10.00.

Datoen er ikke tilfældigt valgt, for det er den dag at lovforslaget, der vil beskære hestevæddeløbssportens midler med op til 30 millioner kroner årligt, skal under førstebehandling

Her følger gruppens opfordring til at deltage i demonstrationen.

Demonstration på Christiansborg Slotsplads.

Torsdag den 6. november klokken 10.00 håber vi at kunne samle rigtig mange trav- og galopinteresserede mennesker på Slotspladsen. På det tidspunkt begynder Folketinget førstebehandlingen af det lovforslag, der vil reducere trav- og galopsportens budget med 1/3, hvis det bliver vedtaget, og dermed lukke to travbaner fra 2015 og yderligere to travbaner fra 2016.

Vi havde håbet at få lov til at arrangere et event på Christiansborg Ridebane med showløb for heste og ponyer – i stil med ”Politikertrav” på Folkemødet – men det kunne Hofmarskallatet desværre ikke give tilladelse til på grund af de meget høje sikkerhedskrav på Christiansborg.

Der må alligevel meget gerne komme masser af hestetransporter og biler med hestetrailere samt nogle heste og ponyer, der kan spændes for eller sadles op. Hvis det giver trafikkaos omkring Christiansborg, er det kun en fordel for os. Det vil give omtale i pressen.

Selvom det ikke er Dansk Hestevæddeløb, der arrangerer demonstrationen, har Henrik Friis givet tilsagn om at møde op og aflevere en skriftlig opfordring vedrørende lovforslaget fra forsamlingen til kulturminister Marianne Jelved. Indholdet af denne opfordring er endnu ikke aftalt, men jeg håber, at vi kan enes om en melding, der er lige så klar, som meldingen fra Aalborg i TV2Nord:

Nedskæringerne skal indfases langsommere, således at banelukninger undgås. Hestevæddeløbssporten skal ud af Danske Spil, og der skal i stedet etableres et nyt spilleselskab sammen med Sverige og Norge.

Vi har kontakt til både DR og TV2 om indslag fra demonstrationen, og vi håber naturligvis på massiv pressedækning af aktiviteterne på Slotspladsen.

Vi agter at sende mail ud om demonstrationen til samtlige formænd for diverse foreninger, forbund og baner samt til foderleverandører, transportvirksomheder, smede, dyrlæger m.v. Også de kommuner, der er truet af banelukninger vil blive kontaktet.

Der må meget gerne medbringes bannere og skilte til demonstrationen. Store hestetransporter med bannere og skilte vil være meget iøjnefaldende og derfor velegnede til at sprede vores budskaber.

Det skal allerede nu slås fast, at vi selv skal rydde op efter os på Slotspladsen. Medbring kost, skovl og evt. trillebør, hvis I har heste med, og sørg for at samle madpapir og andet affald op, inden I forlader stedet.

Gode forslag og idéer vedrørende demonstrationen kan anføres som kommentarer eller sendes til aktionsgruppen: Marianne Berg Fribo, Jeanette Marina Hansen og Aage Hansen.

Aage Hansen har mail  aah@mail.dk