TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hele Trav-Frankrig var der – næsten

af | Nyheder

Den årlige travsportsmesse, der holdes fredagen før Prix d’Amerique var et sandt tilløbsstykke, og man havde indtrykket af, at stort set alle inden for fransk travsport var på plads – men også udlændinge viste stor interesse for messen.

Et blik ud over spillehallen fredag med de mange messestande

Franck Nivard, Pierre Levesque, Sebastian Guarato, Le Trots formand, Dominique de Bellaigue og mange flere var nogle af dem, som travservice mødte på travmessen fredag eftermiddag.

Nu er det nogle år siden, jeg har været der sidst, men indtrykket er, at messen i omfang er blevet større og at interessen for at besøge de mange stande, der tilbyder alt hvad tænkes kan, er betragtelig.

Nu gør det nok heller ikke så meget, at champagnen flyder lystigt, og der bydes på små lækre petit four ved siden af.

Var det ikke nok, kunne man besøge en skaldyrsbar, hvor hummere og østers lå på bugnende borde.

Udstillerne var bl.a. de forskellige hingsteholdere, der gjorde reklame for deres hingste, sulky – og sele fabrikanter. Forsikringsfirmaer, banebelægning, foldindhegning, foder og fodertilskud, transportbiler etc.

Danske Norman Nielsen fra Horse-Trainer plejer at udstille, men i år var han der som tilskuer.

-Min franske agent er smuttet. Han har fået lavet sine egne maskiner i Kina og tilmed fået kopieret alle reservedele til de maskiner, vi tidligere har leveret, siger Norman Nielsen til travservice.

Peter Simoni og Christel Jørgensen ser lidt skeptisk til, når Bo Jondahl vil forsøge at åbne en flaske champagne på Haras de Bouttemont-standen

De to opdrættere, Bo Jondahl og Peter Simoni sammen med Lunden-hesteejeren Christel Jørgensen besøgte også messen og var naturligvis henne for at besøge standen hvor danske Gitte Allaire, fra Haras du Bouttemont var værtinde.

Sammen med sin mand, stortræneren Phillippe Allaire ejer Gitte Haras de Bouttemont, hvor Ready Cash og flere af hans sønner er opstaldet.

Som værtinde på stalden havde Gitte Allaire travlt med at tale med gæsterne

Messen fylder hele spillehallen i den store tribunebygning på Vincennes, men alt er væk til i eftermiddag hvor der er løb fra klokken 13.35.