TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gocciadoro-show på Solvalla

af | Nyheder

Italienske Alessandro Gocciadoro var manden i fokus ved lørdagens løb på Solvalla, hvor han vandt såvel forsøg som finale i Sweden Cup med den 11-årige Arazi Boko, V75-finale med Volnik du Kras og var kort slået i Stoeliten til en andenplads.

Alessandro Gocciadoro var i storform på Solvalla. Foto Kanal 75

 

Gennem de sidste par  år har Alessandro Gocciadoro opnået bemærkelsesværdige resultater over alt i Europa, og i sit hjemland, Italien er han nu ikke blot førende træner, men også førende kusk.

Gocciadoro har en særdeles fornem sejrsprocent som kusk med 41,6% (han har foreløbig vundet 100 sejre i år), mens han som træner har en sejrsprocent på 36 – det er foreløbig blevet til 116 sejre.

Men vi skal ikke mange år tilbage før Gocciadoro forsøgte andre græsgange – uden for Italien.

Ja, en overgang havde han faktisk en filial på Skovbo Trav, men dog uden den store succes.

Selv om forholdene i italiensk travsport fortsat er langtfra optimale, valgte Gocciadoro atter at satse helhjertet på sporten i hjemlandet, og som nævnt er han nu Italiens førende træner.

Arazi Boko med Alesaandro Gocciadoro vinder Sweden Cup finale: Foto Gerard Forni

Lørdag eftermiddag vandt han med 11-årige Arazi Boko i Sweden Cup.

Alene på grund af alderen burde det jo være en hest, der ikke skulle kunne konkurrere på topplan, og tilmed havde den i de senere år været i træning hos Souly/Billard i Frankrig.

Som 11-årige må den ikke starte i Frankrig, og ejeren sendte den derfor i træning his Gocciadoro, hvor den har fundet sin anden ungdom.

Arazi Boko kom til Solvalla efter en tredjeplads i finalen i Gran Premio Lotteria – han vandt sit forsøg, og i Stockholm kunne Arazi Boko vinde såvel forsøg som finale.

Forsøget blev hjemført i 1.10.4 foran Caid Griff med Ôrjan Kihlström, der ikke bød sig rigtigt til i løbets sidste fase, mens finalen vandtes sikkert i 1.10.2.

I finalen var Love Matters, der havde været nummer to i forsøget til Charrua Forlan, spillet til storfavorit, men i en forrygende duel med Arazi Boko om føringen, galoperede Love Matters netop som den var kommet forbi til føring

Derefter var løbet en let opgave for Arazi Boko, der fik 600.000 SEK for sejren i finalen.

4-årige Volnik du Kras imponerede for Gocciadoro som vinder af V75-finalen. Ude i banen bliver Bandit Brick med Steen Juul nummer fem. Foto Kanal 75

V75-finalen blev vundet efter offensiv kørsel med den 4-årige Volnik du Kras, der som Arazi Boko har Varenne som fader.

Sejren hang dog i en tynd tråd, da Volnik du Kras mindre end 100 meter fra mål tabte travet – Gocciadoro mente, den så noget på inderbanen – og efterfølgende kunne TV4’s studievært da også finde et vatpude tæt ved banelegemet og på det sted, hvor Volnik du Kras ”galoperede”.

I Stoeliten var Gocciadoro længe førende med den 9-årige Peace of Mind (Uronometro) men parret måtte se sig besejret af en stærk Double Exposure (Donato Hanover) med Ôrjan Kihlström, der trods en rejse i dødens kæmpede sig forbi til sejr i eftermiddagens hurtigste notering, 1.09.6a/1640 m.

Søndag eftermiddag er Gocciadoro til start i fire løb, og det er nok værd at overveje hans chancer, når der skal spilles.

De fire starter han har er:

  1. løb: Zabriskie OK
  2. løb: Zenio
  3. løb: Virginia Grif
  4. løb: Von Vise As.

Baneprogrammet til Solvalla søndag kan downloades fra dette link – klik her