TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gerda valgte rigtigt

af | Nyheder

Carsten S. Nielsen-trænede Ecco C N overraskede i Jydsk 2-årings Grand Prix, der blev skæmmet af mange galoperende heste. 

For tredje gang i år kunne Henrik Lønborg køre først over stregen i et Grand Prix på hjemmebanen i Århus – denne gang med Ecco C N (Ens Snapshot), der er opdrættet, ejet og trænet af Carsten S. Nielsen i Aalestrup.

Foto: Ole Hindby

Han er også manden bag en anden af Grand Prix-deltagerne, Euro Dream, der under navnet Euro C N i april måned i år blev solgt til Stald Euro Dream og sendt i træning hos Jeppe Juel.

Ecco C N har også været til salg, men opdrætterens hustru, Gerda Nielsen, havde lidt svært ved at skille sig af med den.

– Carsten har gjort et stort stykke arbejde med hesten. Men når nu “Mor” ikke ville af med den, er det jo lidt min skyld at vi står her i dag, men sådan er det hver gang vi sælger dem, smilede Gerda Nielsen til Fast Tracks reporter i vindercirklen.

Carsten S. Nielsen valgte at holde sig lidt i baggrunden efter Ecco C N’s flotte sejr.

-Han er lidt svimmel og har det ikke så godt, sagde Gerda Nielsen, men mente ikke, at det var pga. “ophidselse” over sejren.

-Han påstår han har prøvet det før, så det er ikke det.

Starten blev afgørende
Der var ellers på forhånd “dækket op” til en ny Grand Prix-sejr til Peter Rudbeck og Birger Jørgensen, som stillede op med Eastboundanddown, men favoritten blev fra start udfordret af Ecco C N med Henrik Lønborg.

De to heste gik side om side rundt første sving og efter 1.14,3 de første 500 meter overtog Eastboundanddown føringen.

Birger Jørgensen fik herefter dæmpet tempoet til 1.17,6/1000 meter med Ecco C N nærmest i ryg – herefter var der 40 meter til Epoque på tredjepladsen. Kun disse tre heste gik fejlfri. Enjoy The Game galoperede fra start, mens yderligere en håndfuld heste løb ud i fejl efter få hundrede meters kørsel.

Eastboundanddown var førende ind på opløbet, men så blev Ecco C N trukket ud til angreb og på de sidste meter kunne ENS Snapshot-sønnen gå forbi til sikker sejr i tiden 1.18,5a/1800 meter foran Eastboundanddown i 18,8 og Ebony Blåbjerg i 19,2.

Foto: Ole Hindby

-Det blev jo en lidt hård åbning, som fik tændt hans (Birger Jørgensen, red.) hest lidt til, så han ikke kunne få den dæmpet efterfølgende, så det var helt bevidst, sagde Henrik Lønborg til Fast Track i sejrsinterviewet.

-Det at man kører så stærkt fra start, kan jo gøre det, at det tænder en af parterne plus at man bruger en lidt længere speed.

-Jeg havde lidt svært ved at at hænge på Birger ind på opløbet, og da jeg trak den ud, skete der ikke alverden, men han blev ved med at arbejde sig fremad op mod mål.

-Ecco C N er en hest jeg har glædet mig til at køre, men jeg så også frem til den første køreture med hesten, for jeg ved, at Carsten normalt altid har nogle gode 2-åringer.

Ecco C N fik 125.000 kroner for sejren i Tuborg Jydsk 2-årings Grand Prix 2018.