TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Futteflagfis og alle de andre

af | Nyheder

F-årgangens fødselsregister rummer både sjove, flotte og anderledes navne. 

Der har gennem årene været utallige eksempler på hestenavne der stikker lidt ud, og F-årgangen (2017) er selvfølgelig ingen undtagelse.

Personligt har jeg altid været vild med sammentrukne navne som Yourworstnightmare og Deweycheatumnhowe, som vi især kender fra USA og som bl.a. Peter Rudbeck er en mester i: Nobodybeatsthebeat, Therumoursaidfire og Dontpaytheferryman.

I F-årgangen har “Årets Amatørtræner 2017” igen været opfindsom med navne som Fortyoneshots, Fromajacktoaking og Fortyfiveseconds. Eneste Rudbeck-føl, der falder lidt uden for mht. navnet er Nobodybeatsthebeats yngste afkom, Fox On The Run.

Fortyoneshots. Foto: Privat

Andre navne i dén kategori er Forafewdollarsmore – opdrættet af Bettina Nielsen og første afkom efter den nyslåede pensionist Obelix B T – Fixmyhangover, Flipthcoin, Forgetmenotz og Freakinnotz.

Futter den tredje
Fuldt på højde med ovenstående eksempler er også enkle navne som vi bl.a. husker Karl Laursen for (Tarok, Duvil, Macon etc.), og dem er der heldigvis mange af i F-årgangen.

Vagn Lønborg Nielsen med kælenavnet Futter har tidligere (1979) fået en hest opkaldt efter sig, men den blev ikke den store stjerne og nu har Heidi & Henrik Lønborg fået en ny Futter – en hingst efter Broad Bahn og Nanny Fine. En afstamning, der forpligter, men moderens første afkom, Destiny (1.17,0a-99.000 kr. som 2-års), har allerede gjort det flot, så lad os håbe at “2017-Futter” også kan gøre familien Lønborg ære.

Der er som nævnt talrige eksempler på enkle hestenavne, som banespeakerne i hvert fald ikke får problemer med at udtale; vi nævner bl.a. Farinelli, Fanta, Fidusen, Fulton, Firkløveren, Fiat, Fuji, Facebook, Federer, Francis, Flintstone, Flanagan, Footloose, Figaro og Frygtløs.

I samme kategori finder man også fine navne som Four Jacks, Franz Jæger, Fru Sauterne og Frk Friis.

Sidstnævnte er ikke overraskende opdrættet af “Matador-opdrætteren” Find Andersen, som gennem årene har opdrættet en lang række heste med navne fra Matador-serien med Provst Meyer som den hidtil bedste.

Filmens verden er også repræsenteret af Faye Dunaway og Frank Sinatra.

Futteflagfis. Foto: Privat

Futteflagfis
Ovenstående navne kan under ét betegnes som flotte og forholdsvis lette at udtale, mens der selvfølgelig også er en række sjove og “skøre” navne i F-årgangen.

Førstepladsen går til Futteflagfis, en hingst efter Laughing Stock og Olympia Hanover, opdrættet af Kathrine M. Olesen i Sparkær ved Viborg – men hvordan er hun kommet på dét navn?

-Det var ikke noget vi tænkte så meget over. Da jeg spurgte min mindste søn på dengang fem år, hvad føllet skulle hedde, var svaret Futteflagfis, griner Kathrine M. Olesen.

-Og det passer egentlig meget godt til ham. “Futte” fordi der er fut i ham ligesom hans mor, “Flag” fordi han er født på min fødselsdag og “Fis” fordi min mindste altid render rundt og laver fis.

-Men vi har det med at finde skøre navne til vores heste. Vi har tidligere haft Bornwithhangovers og næste år er “Gurligummiand” allerede i spil hvis vi får et hoppeføl!

Mindre velovervejede navne
Man kan smile lidt af Futteflagfis, som udenlandske speakere i hvert fald får mere end svært ved at udtale, så “forhåbentlig” kommer han aldrig til start i Prix d’Amerique.

Der er dog også flere eksempler på hestenavne, der utvivlsomt er tænkt meget over, men som alligevel ikke er særlig heldigt valgt – eller hvad mener du f.eks. om navne som Frello Torbøl, Filur Kvindbjerg, Fidusen Kåsgård, Frøns Hjortshøj og Fok Torkdahl?

Sidstnævnte er, med al respekt, nok det mindst velovervejede navn i F-årgangen – taget i betragtning hvordan fornavnet udtales …

Det er ellers ikke fordi der ikke ligger en god historie bag navnet, som Fok Torkdahls medejer, Ole Torkdahl tidligere har fortalt til Travservice.dk:

-Jeg har for nylig købt en følhoppe sammen med Knud Larsen fra Fyens Væddeløbsbanes bestyrelse, og hun har i år (2017) fået et føl, der er døbt Fok Torkdahl – “F” fordi det er i F-årgangen og “ok” for hhv. Ole og Knud.

Tja …

Genbrug
Man skulle mene, at det var muligt at finde på nye hestenavne, men i stort set hver eneste årgang er der eksempler på “genbrug” af mere eller mindre berømte navne, som aldrig burde være sluppet igennem DTC’s nåleøje.

Det burde således være strengt forbudt at genbruge navne på tidligere vindere af de klassiske løb på Lunden (Opdrætningsløb, Kriterium og Derby) samt andre tidligere store stjerner som f.eks. Lauritz, Addison, Eminent, Ikaros, Nallo, Onrush, Sleipner og Orali.

I nyere tid er et af de værste eksempler Bellwood – Derbyvinder i 1940 – som fik en navnebror i både 1994 og 2013 (sidstnævnte slår i dag sine folder på Bornholm), ligesom 1957-Derbyvinderen Tjavs også fik en navnebror i 2010, og F-årgangen er desværre ingen undtagelse.

Her finder man nemlig Future – samme navn som Derbyvinderen i 1944!

Man kan måske ikke bebrejde opdrætteren, men DTC’s medarbejdere burde være mere opmærksomme.

Det samme gælder navne som Femme Fatale, Footloose, Flying Star og Frida, som mange sikkert stadig husker fra tidligere årgange. Frida var f.eks. navnet på en ganske vist tyskfødt hoppe, der vandt masser af løb for Arvid Olsen i 2006-2009. Hun er i dag følhoppe hos Ole Bergh Thomsen, som tidligere har haft en følhoppe ved navn Femme Fatale – svenskfødt og mor til fine heste som O L’amour og Takeabove. Nu har de altså begge en navnesøster i F-årgangen.

Lad dette være endnu en opfordring til DTC’s medarbejdere til at tjekke “Storløbsvindere i Danmark” inden de fremover godkender nye hestenavne.