TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Friborg er tilbage

af | Nyheder

Efter næsten tre måneders sygefravær vendte Kent Friborg i dag tilbage i sulkyen – dagen efter at staldens reklamehest nummer 1, Machiavelli, også gjorde comeback med en imponerende sejr på Fyn.

Kent Friborg har efterhånden en vis rutine med hofteoperationer.

Det er over 15 år siden han første gang var under kniven og igen den 7. januar i år, hvor han fik udskiftet sin ene hofte pga. chromforgiftning.

-Den gik løs i den ene ende, så de var nødt til at skifte den, men det fungerer godt og helbredsmæssigt gik det fint i dag, siger Kent Friborg med henvisning til hans to køreture i mandagens lunchtrav på hjemmebanen i Aalborg.

-Falckens Nicke galoperede desværre, men det var min fejl. Han gik forrygende bagefter og er bedre gående end nogensinde. Algol fulgte bare med, men går også godt for tiden.

Det kan man også sige om svenskfødte og -ejede Machiavelli (Flight Dream), der søndag på Fyens Væddeløbsbane vandt en flot sejr for Birger Jørgensen efter en forrygende afslutning. Den tidligere V75-vinder gjorde comeback efter godt tre måneders løbspause og kvalificerede sig med sejren til Liga 2-finalen i Aalborg den 7. april.

-Ejeren følger godt med i propositionerne, men vi tager én start ad gangen og må se hvordan han klarer sig i finalen. Der er ingen aktuelle planer efter Aalborg og sæsonen er lang, siger Kent Friborg, som selv havde kørt et par hurtigarbejder med Machiavelli forud for sæsondebuten.

-Han har virket rigtig fin og stalden har i det hele taget fungeret 100 % takket være bl.a. min kæreste og Kjell Nielsen (Aalborg-amatørkusk, red.), men jeg har nu også selv været med i stalden allerede to dage efter operationen og har fulgt med i træningen, selvom jeg ikke selv kunne køre det første stykke tid.

“En af de bedste i årgangen”
Kent Friborgs træningsliste tæller pt. 14 heste, heriblandt fem 2-åringer og to 3-åringer, hvoraf Enforalle P (ENS Snapshot) allerede har gjort sig fint bemærket med bl.a. en andenplads i Dansk Opdrætningsløb i fjor.

-Enforalle P har gået et arbejder på banen og har udviklet sig godt henover vinteren. Jeg satser på at starte ham i Aalborg den 7. april i et åbent 3-årsløb som et slags rutineløb, siger Kent Friborg.

Enforalle P

-Det er ligemeget hvad han bliver, men han fik ikke så meget rutine som 2-års, så han skal lige i gang. Formen er fin, men han mangler måske et løb i kroppen, så jeg satser på bare at køre med og se hvad han kan.

-Næste opgave bliver Pay Dirts Mindeløb på Musketerdagen i Skive og så er Enforalle P jo meldt i alle årgangsløbene. Jeg håber at han er en af de bedste i årgangen og rækker et stykke vej.

Talentfulde 2-åringer
Mens Enforalle P allerede HAR vist sit værd, varer det endnu nogle måneder inden næste årgang begynder at vise sig på væddeløbsbanerne, og i F-årgangen føler Kent Friborg sig godt rustet.

-Figeac (hp.e. Great Challenger) og Livi Power (se)(h.e. Broadway Hall) er dem, der er længst fremme på nuværende tidspunkt. De går forrygende i træning og dem glæder jeg mig til at starte som 2-års, siger Kent Friborg.

-Fidusen Kåsgård (h.e. ENS Snapshot) træner også godt. Det er en stor hest, men han hænger godt sammen og hvis han bliver ved med at udvikle sig, tror jeg han godt kan komme til start som 2-års. Men hvis han begynder at vokse, kommer han først som 3-års.