TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fremtiden for hestespillet

af | Nyheder

Det er en svær opgave som Kulturminister Bertel Haarder har sat ledelsen i dansk trav- og galopsport: Find en bæredygtig forretningsplan – og I får totospillet tilbage!

Historisk set har trav- og galopsporten selv styret spillet på væddeløbene – lige fra starten for mere end 150 år siden.

Men da man ikke kunne få lov til at udvide paletten af spil med bl.a. det svenske V75-spil, blev der lavet en aftale med Staten i 1999, om at Dansk Tipstjeneste (Danske Spil) skulle overtage totalisatorbevillingen.

Og det er her vi er i dag.

Mens hestespillet i f.eks. Norge og Sverige er steget op gennem dette århundrede, er spil på heste i Danmark stået nærmest i stampe.

Den økonomiske model, der har været sat op, har holdt sporten kørende, men der har ikke været økonomiske muligheder for at udvikle den afgørende.

Tværtimod er antallet af danske løbsdage faldet markant i dette århundrede.

Det har været benzin på et bål, som bl.a. DGI-formanden Søren Møller har pustet til, og ikke mindst med hans store politiske indflydelse, blev der lavet et Idrætsforlig for godt et år siden på Christiansborg, hvorefter Hestesporten blev frataget 30 millioner kroner ud af den kompensation man har fået for at afgive toto-bevillingen til Danske Spil.

Som de fleste, der læser dette ved, så er det nu 11. time for flere af landets væddeløbsbaner, hvis ikke der sker noget radikalt.

Banerne i Odense og Nykøbing F er alvorligt i farezonen for at lukke og Billund Trav bliver en sommerbane.

Hvis der ikke sker noget!

Dansk Hestevæddeløb ApS (DHV) – der oprindeligt var tænkt som et administrationsselskab – har nu fået til opgave at fremkomme med en bæredygtig forretningsplan for trav- og galopsporten.

Tidligere har DHV lavet en sådan, men den var baseret på en mellemfinansiering fra Christiansborg.

Den plan har Bertel Haarder fejet af bordet.

Så nu er DHV i gang med at udarbejde en ny plan, og forhåbentlig lykkes det for dem.

Men er det muligt?

At stable et spilleselskab på benene er hverken billigt eller let.

Ikke blot er der hele det tekniske set-up og opbygningen af en organisation, men dertil kommer hele marketingssiden, der koster knapper.

Og i HFF er der nu kun omkring 34 millioner kroner i kassen til investeringer.

ATG og RiksToto er meget positive overfor et nyt dansk spilleselskab, der er ejet af hestevæddeløbssporten.

Men vil de komme med penge?

Ja, det kan man jo håbe på, men er det realistisk?

Har set at Leif Skov, næstformand i såvel DTC og DHV har udtalt, at en af mulighederne for at skabe økonomi i et nyt spilleselskab er, at der skal være nordisk spil til alle løbsdage.

Der er ingen tvivl om, at det er fremtiden – og forhåbentlig er ATG og RiksToto med på den.

Men spil ind i danske puljer giver altså kun 5-6 %  i provision – og til f.eks. en almindelig aften i Aalborg kan man så forvente meget mere end 200-300.000 kroner i tilspil fra udlandet?

Det vil ganske vist give større puljer i de danske løb, men kan det få et regnestykke, der skal slutte med, at der er omkring 90 millioner kroner i overskud i spilleselskabet, til at gå op?

Ja, måske!!!

For frem til 2018 er Hestesporten jo stadig på L23 og får 62 millioner kroner årligt i kompensation – så spilleselskabet skal i princippet ”blot” generere et overskud på små 30 millioner årligt!

Men hvad så efter 2018??

Det er det store spørgsmål – og den store opgave for DHV, når man skal finde en bæredygtig model for spil på heste i eget regi.

Spændende bliver det!