TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Franskmændene var næppe glade

af | Nyheder

Fredagens to løb på Vincennes, der var åbne for europæiske heste blev vundet af svenske heste og i et af disse var Björn Goop træner af de fire første heste over mål!

Efter præmiebudgettet i Frankrig generelt er blevet beskåret for 2019 på grund af svigtende toto-omsætning, er det nu mindre populært, når udenlandske heste og trænere tager godt for sig af retterne i de løb, der er åbne for europæiske heste.

Det var derfor en god gang salt i såret på franskmændene denne fredag eftermiddag på Vincennes, hvor først Helena Burman-trænede The Bucket List F kørt af Franck Ouvrie legende let vandt Quintet-løbet – trods en galop 200 meter efter start, og i dagens andet åbne løb dominerede Björn Goop totalt med sin kvartet af startheste, der besatte de fire første pladser over mål!

Selv havde Goop valgt at køre Well Done la Marc, der sad godt til undervejs, men som i opløbet fik det trangt, og ikke kunne fuldføre et angreb, da dens sulky hægtede hjul med en konkurrent.

Well Done La Marc, der stod til 13 gange pengene, havde nok ikke vundet, men den var blevet nummer to uden dette uheld.

Nu blev det til en fjerdeplads i 1.13.6/2700 m – og 3.600 Euro i præmie.

Løbet vandtes af den hest blandt Goops fire, der stod til det højeste odds, nemlig Evening Prayer, der blev kørt af Pierre Yves Verva, der sluttede fint af fra køen og sejrede sikkert i 1.13.3 til et vinderodds på 113,60 og et pladsodds på 18.40!

Nummer to blev Caresse med David Thomain i 1.13.4 og tredjepladsen til Mamasan med Franck Nivard i 1.13.5.

De fire Goop-heste hentede tilsammen 41.400 Euro af løbets samlede præmiesum på 45.000 Euro!!

Forinden havde The Bucket List F fået 25.200 Euro for at vinde Quintet-løbet – her var Robert Bergh-trænede Transcendence nummer 6 og det fik den 1.120 Euro for.

The Bucket List F vandt i 1.13.6/2850 m, mens Baltic Stables Flying Fortuna sluttede uplaceret, men viste formforbedring på en 10. plads i 1.14.0.