TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Frankrig håber på Bold Eagle

af | Nyheder

Vil det lykkes Bold Eagle at vinde Prix d’Amerique for tredje gang i træk? Franskmændene håber – vi andre tvivler.

Dagens forside af væddeløbsavisen Paris-Turf: Stjernekrigen!!

Det er jo ikke fordi Bold Eagle har gået dårligt i sine sidste tre starter i kvalifikationsløbene til Prix d’Amerique, men han har bare ikke haft det ekstra skud i opløbet, der tidligere bragte ham først over stregen.

Derfor er det en favorit i fare!

For at peppe Bold Eagle op til den store opgave i eftermiddag klokken 16.05, har træneren Sebastian Guarato ændret træningen i denne uge, og har Bold Eagle på stranden på Normandiets kyst.

Det kan måske vise sig, at det har givet den brune hingst ekstra humør.

De fleste franskmænd tror og håber på, at Bold Eagle viser sig fra sin allerbedste side, og træde ind i den eksklusive klub af heste, der har vundet Prix d’Amerique tre gange eller mere.

Faderen til Bold Eagle vandt Prix d’Amerique to gange og var tæt på at vinde sejr nummer tre i 2013, hvor den imidlertid blev slået af Royal Dream til andenplads. Heller ikke i 2014 lykkedes det Ready cash at tage sin tredje sejr. Her galoperede han i opløbet og Maharajah vandt.

Prix d’Amerique 2018 er en fransk/svensk landskamp, og på papiret ser svenskerne ud til at have det stærkeste hold med Propulsion med Ôrjan Kihlström og Readly Express med Bjørn Goop.

Spydspidserne på det franske hold er udover Bold Eagle Bird Parker med Jean Philippe Monclin og Belina Josselyn med Jean Michel Bazire.

Netop sidstnævnte tales der meget om op til løbet.

La Belle Blonde – Belina Josselyn med Jean Michel Bazire. Arkivfoto

Belina Josselyn var i fjor nummer to til Bold Eagle i løbet, og hun har egentlig ikke gjort megen i Vintermeetinget, hvor hun har startet i de fire kvalifikationsløb og bedst har opnået to sjettepladser. I Prix de Belgique var hun dog uheldig, og var indblandet i en sammenkørsel.

Til forskel fra kvalifikationsløbene starter Belina Josselyn nu uden sko i eftermiddag, og det gør hende meget bedre.

Samtidig er Jean Michel Bazire en mester i at have sine heste klar til dagen.

Han er i øvrigt den eneste der kører en egen trænet hest i eftermiddagens felt!

Er der da slet ikke nogen af løbets andre deltagere, der kan blande sig i afgørelsen?

Jo, intet er umuligt!

Vi så jo i 2010, hvor den upåagtede Oyonnax kom stormende i opløbet og sejrede til over 100 gange pengene!

Briac Dark med Matthieu Abrivard sluttede på en femteplads i fjor.

Norske Lionel med sin ejer Gøran Antonsen får alle fire sko af i eftermiddag, og har en tredjeplads fra i fjor at forsvare og hvis Ringostarr Treb med Gabriele Gelormini får det helt rigtige løb, så har den en speed, der kan skabe overraskelsen!

Sebastian Guarato sætter rekord med fem heste til start. Bold Eagle fører an i kvintetten. Derefter Billie de Montfort, Valko Jenilat, Booster Winner og Carat Williams.

Den samlede præmiesum er på 1 million Euro med 450.000 Euro til vinderen.

Der kan spilles på løbet i DanToto ligesom Oddset, Bet25.dk og Unibet giver bookmakerodds på løbet.

Og min vinder: Propulsion!

Propulsion med Ôrjan Kihlström kommer fra en sikker sejr i Prix de Bourgogne. Foto Gerard Forni