Hos Allan Kristensen i Svenstrup har Love You-hoppen Avenue of Love fået hoppeføl efter Wishing Stone.
Avenue of Love er med afstamningen Love You – Stay with Us helsøster til den svenske derbydeltager 2017, Niky Flax 1.12.0 – 676.726 SEK.
Avenue of Love havde ikke den store løbskarriere og satte rekord 1.16.8 og tjente 7.250 kroner.
Nu har hun fået sit første føl, en hoppe efter Wishing Stone og skal herefter til Maharajah.
Avenue of Love er en af tre hopper hos Allan Kristensen.
Snart skal Marinella L M (Carmody Lobell) fole efter Orlando Vici – hun har tidligere født Cæsar Spin (Love You) 1.17.1 – 11.750 kroner, der i øvrigt er til start i Aalborg mandag.
Allan Kristensen har også Rya Spin (Love You), der i fjor fik hoppeføl efter Explosive Matter, men derefter var meget tæt på at dø.
Hun har klaret skærene og skal i år bedækkedes ved Maharajah.