TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fire hovedsponsorer på JVB

af | Nyheder

Jydsk Væddeløbsbane kan i dag melde om endnu en ny hovedsponsor, nemlig foderfirmaet m.m. H H Care, og dermed har Aarhus-banen foreløbig fire hovedsponsorer i 2018.

Igennem flere år har bryggeriet Tuborg været ene og hovedsponsor på Jydsk Væddeløbsbane, men forleden kunne direktør Flemming Sunn meddele, at man havde indgået aftale om endnu et hovedsponsorat, nemlig med den store lokale avis, Aarhus Stiftstidende – populært kaldet Stiften.

Desuden har Dansk Hestevæddeløb på alle landets væddeløbsbaners vegne indgået et hovedsponsorat med spillefirmaet bet25.dk.

Og nu kan Jydsk Væddeløbsbane så føje Give-firmaet HH Care, der importerer, producerer og leverer hestefoder, strøelse og tilskud til private, forhandlere, rideskoler og klubber samt større stalde til sine hovedsponsorer.

-Vi påbegynder i praksis samarbejdet nu, men begge parter har flere ideer til, hvordan vi kan udvikle tingene yderligere. Der hvor samarbejdet først bliver tydeligt er i vindercirklen, hvor der på baggrund af samarbejdet i alle løb på Jydsk Væddeløbsbane vil være en ærespræmie til vinderens ejer udsat af HH Care. Det sikrer, at sloganet ”HH Care – altid først på stregen” gælder på Jydsk Væddeløbsbane, siger banens direktør Flemming Sunn.

Tuborg-bryggerierne vil fortsat have deres varemærke forbundet med flere af Grand Prix-løbene på Jydsk Væddeløbsbane, mens aftalen med Stiften omfatter ærespræmier i fire løb, læserarrangementer samt annonce-aftale.

-Vi arbejder på at få op til 8-10 hovedsponsorer fra forskellige dele af erhvervslivet, siger Flemming Sunn videre.

Udover hovedsponsoraterne har Jydsk Væddeløbsbane yderligere tre sponsorat-grupper: Premium, Guld og Sølv-sponsor.