TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fin start for Mønster

af | Nyheder

Knud Mønster er kommet rigtig fint fra start i år og har flere interessante heste på vej.

Med otte sejre og 124.000 kroner i indkørte præmier i 38 starter – svarende til en sejrsprocent på 24 – “kører” det fint for Team Mønster, der mandag eftermiddag i Aalborg snuppede endnu en sejr, da Bjarne B P (ENS Snapshot) sejrede overlegent i rekordtiden 1.14,0a/2140 meter.

Bjarne B P efter gårsdagens sejr. Foto: Hesselborg Foto

-Han har haft mange galopper og optrådt noget urutineret, men han gik rigtig godt i går og hvis han får styr på det hele, er jeg sikker på, at Bjarne B P bliver en rigtig god hest, siger Knud Mønster dagen derpå til Travservice.dk.

Knud Mønster er selvfølgelig på plads både fredag i Billund og lørdag i Skive, hvor det mest er “den gamle garde” der stiller op, men der er dog også et par nye navne, som springer i øjnene.

-Katy Perry (de)(Muscles Yankee) starter i Billund. Første gang hun startede for os, havde jeg taget skoene af, men det fungerede ikke da hun ville bryde ud i banen. Hun havde gået et enkelt arbejde op til den start og har efterfølgende trænet rigtig godt. Hun kommer med sko denne gang og fremadrettet tror jeg, det er en hest, vi kan få lidt glæde af, siger Knud Mønster, som også har bl.a. sejrshesten Wallander (Lindy Lane) med i transporten til Billund.

-Wallander har haft en lang pause efter en skade, men gik ikke rigtig noget første gang i november måned. Nu har han trænet videre, men vi har ikke kunne få hans puls til at ligge hvor den skal, så nu får han lige et rutineløb for at se hvor vi har ham.

Ikke så skrap som moderen
Lørdag er der løb på hjemmebanen i Skive og her præsenterer Knud Mønster et nyt navn i prøveløbet, Swingit (se)(Improve Ås), der er datter af Mønster gamle stjernehoppe Honey Love Victory (1.12,6a-947.000 SEK), som bl.a. vandt stayerløbet på Oslo Grand Prix-dagen i 2008 med en førstepræme på 250.000 NOK.

-Vi har haft Swingit en fem-seks uger, hvor hun næsten udelukkende er blevet galoptrænet, hvilket hun aldrig havde prøvet før, så det skulle hun lige vænne sig til. Hun har gået et enkelt banearbejde efter 1.23-24/2000 meter, hvor alt virkede OK, så jeg regner med at hun er klar til at blive godkendt, siger Knud Mønster om den 4-årige hoppe, der har været i prøveløb tre gange i Sverige uden at blive godkendt, bl.a. fordi hun har slået over i pasgang.

Honey Love Victory vinder for Knud Mønster, som nu har hendes datter i træning. Foto: Lasse Jespersen

1:35/2000 meter
Knud Mønsters staldliste tæller pt. 22 heste, heriblandt tre 2-åringer og fire 3-åringer.

–2-åringerne har været på banen én gang, hvor de trænede efter ca. 1.35/2000 meter og det virker som nogle fine heste, men det er endnu for tidligt at sige om de bliver klar til start i år, siger Knud Mønster.

-Windsongs Star (no)(h.e. Orlando Vici) er den eneste af 3-åringerne, der har startet. Det blev ganske vist til galop begge gange som 2-års, men han indeholder god fart og er ikke så langt fra at være startklar.

-De tre andre, Eagle Langborg (h.e. Weingartner), Ejnar Gardenia (h.e. Our Love) og Elektra Bounce (hp.e. Conway Hall), regner jeg med er klar til prøveløb i starten af april måned. De har trænet på hele tiden og begynder at ha’ lidt mere fart i kroppen.

“Havde vundet uden galop”
Repay Merci (Offshore Dream) er uden sammenligning den hest, Knud Mønster har fejret de største triumfer med, og i en alder af 11 år er 2012-Derbyvinderen still-going-strong, omend der er blevet længere mellem de femstjernede præstationer.

-Han gik et topløb forrige gang, men galoperede sidst i Skive og det var lidt min skyld. Jeg ville flyttede ham et spor og så hoppede han helt umotiveret. Jeg tror ellers han kunne ha’ vundet. Repay Merci trænede i går og ser stadig frisk ud, så han skal ud og starte igen når vi kan finde en passende opgave, slutter Knud Mønster.