TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fin dansk dag på Jägersro

af | Nyheder

Morten Melin-trænede Cannon Flame bombede på Jågersro. Flot andenplads til Amadillo C N, men ingen dansk succes i Gulddivisionen.

Cannon Flame med Peter Untersteiner sluttede stærkt af til sejr,

Århus-amatøren Morten Melin fik en fin start på sæsonen, da Cannon Flame (Zola Boko) med Peter Untersteiner i sulkyen vandt lørdagens 2. løb på Jägersro efter en fin afslutning.

Spring Alone var toneangivende undervejs (1.12,7/500 meter og 1.14,1/1000 meter), mens Cannon Flame fik et afventende løb i tredje og siden fjerde par udvendig.

Ind i sidste sving overtog My Liberty føringen og havde et klart forspring ind på opløbet, men Cannon Flame leverede en forrygende afslutning og fik på de sidste meter kæmpet sig forbi til kneben sejr i tiden 1.15,4a/2140 meter.

Der var 40.000 SEK til vinderen.

Bornholmsk andenplads
Amadillo C N har tidligere vist, at han også kan begå sig på de “store baner” og efter at Beaumont Hanover-sønnen i efteråret blev sendt i træning hos Steen Juul, har den bornholmskejede hest fundet en ekstra veksel.

I dag fik Amadillo C N med Thomas Uhrberg i sulkyen en flot andenplads i stayerløbet på Jägersro, hvor han leverede en fin afslutning bag favoritten Sevilla (Ready Cash) med Joakim Lövgren, der sejrede sikkert i tiden 1.16,4/3160 meter.

Amadillo CN var en god nummer to og tjente 62.500 SEK

Amadillo C N blev nummer to i 1.17,0/3140 meter og indsatsen blev belønnet med 62.5000 SEK.

Staldkammeraten Amazing Dynamite med Steen Juul sås til gengæld aldrig med chance i løbet og sluttede uplaceret – det samme gjaldt Bastian T med Axel Jacobsen.

Femteplads til Takethem
Steen Juul-duoen Turno du Azurra og Takethem havde en del tilhængere i Gulddivisionen (Arvid Stjårnwärds Minne), men var chanceløse mod Dante Boko og Adrian Kolgjini, der sejrede ganske let i tiden 1.12,1a/1640 meter efter føring hele vejen.

Turno du Azzurra blev efter 400 meter forceret frem til dødens af Jorma Kontio, men måtte slippe grebet i sidste sving og sluttede på sjettepladsen i 12,7 – samme tid fik Takethem noteret på femtepladsen, men præcis som i comeback-løbet på Lunden kom den tidligere Kriterievinder aldrig ind i løbet.

Takethem holdt dog farten fint og sluttede pænt af, så præstationen for begge Steen Juul-heste var bestemt godkendt og blev belønnet med hhv. 17.000 og 10.000 SEK.