TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fart over feltet i Billund.

af | Nyheder

Foråret der meldte sig – igen – denne fredag, fik hestene til at føle sig godt tilpas, og det blev vist fin sport på Billund Trav, hvor især VM Viking Cup med Søren Johansson brillerede.

I fjor blev det til 10 sejre i fjor til VM Viking Cup (Classic Photo), der ejes og er opdrættet af Vagn Møller.

Efter fredagens sejr, hvor VM Viking med Søren Johansson i sulkyen løb alene foran feltet hele vejen og sejrede sikkert i fine 1.14.3/2000 m volte, har den nu vundet i alt 26 sejre i 52 starter i karrieren.

Dette var sejr nummer to i fire starter i 2018 – og flere vil følge efter!

V M Viking Cup med Søren Johansson vinder sikkert. Foto KM Foto

VM Viking Cup lod aldrig konkurrenterne komme ind i løbet, og tillægshestene med løbets favorit, Punk var chanceløse for at fange den velgående 7-årige vallak.

-Han var træt til slut, men det skulle han også være, for han var ikke trænet hårdt op til denne start. Han vil være meget bedre næste gang, hvor han starter i et Liga-løb i Skive på Musketer-dagen, sagde Søren Johansson efter løbet om VM Viking Cup.

Løbets mindst spillede hest, Sir Diamond med Kaj Westergaard overraskede ved at tage andenpladsen i 1.14.5, mens Punk med Flemming Jensen blev nummer tre i 1.13.8 fra tillæg.

De to 5-åringer, Bad Moon Rising og Bali, der her prøvede kræfter med hurtigklassen, sluttede begge uplacerede.

Bad Moon Rising med Birger Jørgensen havde et fremstød i opløbssvinget og ind i opløbet, men rakte ikke helt og sluttede på en syvendeplads i 1.14.3/2020m, mens Bali med Steen Juul missede starten og løb alene efter feltet hele vejen – den kom hjem i 1.15.0/2020m.

Knight Rider med Birger Jørgensen vandt sin fjerde sejr i træk. KM Foto

Sejrhesten, Morten Juul-trænede Knight Rider (Scarlet Knight) med Birger Jørgensen sad i spids fra start til mål og var uden konkurrence da den tog sin sjette sejr i træk i 1.15.8a/1900 m.

Den var favorit til odds 1.47.

Endnu større favorit var Cash Flow med Flemming Jensen i løbet forinden, hvor den var spillet ned til 12:10 efter en besnærende sæsondebut.

Nu løb den imidlertid ud i en stor galop kort efter start og satte mange meter til.

Cute Face med John Køhler havde let spil, da Cash Flow galoperede. KM Foto

Cash Flow kom dog flot tilbage, og udfordrede førende Cute Face (Kiss Francais) med John Køhler i opløbet, men kræfterne slap forståeligt nok op, og Cute Face, der ejes og trænes af Jesper Andersen, sejrede sikkert i 1.16.7a/1900 m foran Cash Flow i 1.17.3.

Birger Jørgensen og Rene Kjær blev dagsbedst med to sejre – sidstnævnte vandt med hhv. C M P On Track og Atletico.

C M P On Track (Enjoy Lavec) var tilsyneladende ikke helt tilfreds med Kjær, og sparkede ham ud af sulkyen på staldterrænet efter løbet. Heldigvis ramte hesten ikke Kjær.

Ude i banen når C M P On Track med Rene Kjær akkurat forbi Coco Cabana med Birger Jørgensen til sejr. KM Foto

Anderledes gik det for Jeppe Juel i rutineløb, hvor han kørte Chelsea, der tidligere har optrådt med fare for kuskens liv og lemmer.

Jeppe Juel klarede sig heldigvis og kunne køre i eftermiddagens program, hvor han også kom på æresrunde med Peter Jensen-trænede Caja Vang.

Den har i øvrigt som C M P On Track Enjoy Lavec som fader.