TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et dyrt bekendtskab

af | Nyheder

Den store Aalborg-hesteejer Knud Erik Ravn har mange gange fortrudt, at han på Kolgjini-auktionen i 2014 købte åringen Timo Lane for 500.000 svenske kroner.

Toimo – fra auktionsvideoen

-Det har været et dyrt bekendtskab – også selv om opdrætteren gik med på en tredjedel af Timo Lane umiddelbart efter auktionen og fortsat er med, siger Knud Erik Ravn til travservice.

Timo Lane er i dag 5 år gammel og vandt i aftes på Åby Travet i 1.16.0/2160 m med Andre Eklundh i sulkyen.

Det var tredje sejr i 10 starter i år, og det er blevet til 110.801 SEK i præmier.

-Nu håber jeg den kan tage et par sejre til, så vi kan få den solgt til en anstændig pris, men det kan ikke andet blive en underskudsforretning, siger Knud Erik Ravn.

Timo Lane tilhører første årgang efter Timoko, og hans moder, Racing Memory (Revenue) er halvsøster til Arch Madness, der en overgang var en af verdens allerbedste heste.

Efter auktionen i 2014 blev Timo Lane sendt i træning hos Michael Lønborg, der dengang var træner på Jägersro, men da han sluttede, kom Timo Lane i træning hos Pauli Andersen i Aalborg, hvor den har været indtil september i fjor.

Her blev Timo Lane sendt tilbage til Sverige, hvor Lars I. Nilsson har ansvaret for den.

-Timo Lane har samme opdrætter som Derbyvinderen Cyber Lane, der også var på Kolgjini-auktionen det år, men som blev købt tilbage for 350.000 kroner, fortæller Knud Erik Ravn videre.

-Opdrætteren har flere gange drillet mig med, at jeg bare kunne have købt Cyber Lane for de samme penge, som jeg gav for Timo Lane, men sådan gik det altså ikke, slutter Knud Erik Ravn.