TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En kamp mod tiden

af | Nyheder

Jeppe Juels Dusty Shadow står over i søndagens Kriteriumsprøver pga. en skade, men er via pointberegningen sikker på en finaleplads i Hoppe Kriteriet. 

-Men det bliver en kamp mod tiden, siger Jeppe Juel.

Dusty Shadow. Foto: Ole Hindby

-Dusty Shadow (Andover Hall) har slået sig på et bagben, så der er sket en deformering af knoglen. Det kan jeg hverken sprøjte eller på anden måde behandle mig ud af – det tager den tid, det tager, så lige nu skridter jeg kun med hende og venter på at det bliver i orden.

-Det er rigtig ærgerligt, for det er jo nu hun skulle tjene nogle gode penge. Jeg har forsøgt at køre lidt med hende for at få hende klar, men det er ikke gået så godt, så nu skridter hun kun.

-Vi har et lille spinkelt håb om at gøre Dusty Shadow klar til finalen (Dansk Hoppe Kriterium køres søndag den 7. oktober, red.), men hvis det ikke lykkes, er det jo ikke det sidste løb, der er til hende.

Dusty Shadow har foreløbig vundet tre af sine fire starter.

Jeppe Juel har derfor kun en enkelt egentrænet hest til start i Hoppe Kriteriumprøverne, Delicious Babe (Great Challenger), der senest vandt sin første sejr i tiden 1.18,6/2160 meter efter galop.

-Ja, hun gik rigtig godt sidst og har utrolig fart og styrke, men er stadig lidt for grøn og mangler både rutine og forståelse for det hele. Derfor har hun let til galop, men Delicious Babe bliver meget dygtig på længere sigt, siger Jeppe Juel.