TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Empire nummer to efter stærk afslutning

af | Nyheder

Empire med Björn Goop sluttede på en andenplads i 3-årsløbet på Vincennes efter at have siddet sidst i feltet en stor del af vejen.

Startspor 9 fældede danske Empire i lørdagens Prix de Mansle.

Der er ingen tvivl om, at hvis Empire med Björn Goop i sulkyen havde haft et indvendigt startspor – så havde den med stor sandsynlighed vundet.

Nu blev den sat fra start og lå sidst i feltet på 13 heste.

Empire måtte ene arbejde sig fremad og fik tredje spor rundt i opløbssvinget.

Allerede her var det klart, at en sejr var uden for rækkevidde, men Empire leverede en stærk afslutning og sikrede sig andenpladsen i 1.12.6a/2100 m efter feltets anden røde hingst, Gu d’Heripre med Franck Nivard, der sejrede i 1.12.4 – ny løbsrekord.

Du d’Heripre vinder sikkert foran Empire. Foto geny.com

Empire travede de sidste 1000 meter efter 1.12.0 og de sidste 500 meter efter 1.11.2!

Der var 17.500 Euro i præmie til Empire, der var spillet til næstfavorit til odds 3,60.

I dette løb skulle Stald Ritas Grand Art også have startet, men den var slettet på grund af sygdom.

I det følgende løb kørte Björn Goop Confidence, der som Empire trænes af Tomas Malmqvist.

Confidence var hurtig fra start, men slap først til italienske Vipera Killer Gar, der lidt senere blev afløst af norske Hard Times, og kom dermed til at sidde tredje par indvendigt hele rejsen.

Undervejs var tempoet meget behersket, og i opløbet havde Goop problemer med at finde angrebsplads.

Den kom meget sent, og Confidence sluttede på en sjetteplads i 1.15.4/2700 m – løbet vandtes af norske Calina med David Thomain i 1.15.2 foran ligeledes norske. Ghazi BR med Jean Michel Bazire i 1.15.2.

Der var 1.600 Euro i præmie til Confidence.

I dette løb startede endnu en dansk hest, Current Affair, men den galoperede tidligt og blev diskvalificeret.