TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTC meddeler

af | Nyheder

På danskhv.dk har vi set denne pressemeddelelse fra Dansk Travsports Centralforbund om dagens beslutning omkring det fremtidige antal af væddeløbsbaner i Danmark. Den har vi tilladt os at kopiere – for DTC sender nemlig ikke pressemeddelelser til travservice!!

Pressemeddelelse fra DTC

På baggrund af den politiske udmelding fra Kulturministeriet om at fastholde loven L23 – hvor den danske hestevæddeløbssport beskæres med samlet set 90 mio. kr. i årene 2015-18 – var der dags dato indkaldt til udvidet formandsmøde på Fyens Væddeløbsbane i Odense.

Forud for mødet havde Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond (HFF) bedt sportens organisationer om at fremlægge en plan for hestevæddeløbssportens fremtid i Danmark. Planen blev fremlagt af Dansk Galop (DG), Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og Dansk Hestevæddeløb (DH) ud fra et kommissorium bestående af nøgleordene sport, spil, økonomi og demografi.

Planen blev fremlagt med mandat fra DTC’s medlemmer med baggrund i den manglende politiske opbakning, og det skal understreges, at planen kan ændres eller helt tilbagerulles, såfremt der findes nye midler inden 1. januar 2016. I planen indstilles det, at såvel driftstilskud som præmietilskud annulleres for Fyens Væddeløbsbane og Nykøbing Falster Travbane (Car-Center Racetrack), mens drifts- og præmietilskuddet til Billund Trav reduceres, samtidig med at der anbefales administrative ændringer. Slutteligt annulleres driftstilskuddet til træningscenteret på Skovbo Travbane, med opfordring til Charlottenlund Travbane om at finde en alternativ finansiering, så det nuværende serviceniveau på Skovbo kan fastholdes.

De resterende baner – Charlottenlund Travbane, Aalborg Væddeløbsbane (NKI Racing Arena Aalborg), Skive Trav, Bornholms Travbane (Bornholms Brand Park), Klampenborg Galopbane og Jydsk Væddeløbsbane fastholdes enten på nuværende niveau eller udvikles yderligere sportsligt og økonomisk. Den samlede plan med tilhørende budget fremlægges for HFF torsdag 1. oktober kl. 09.00. HFF træffer herefter den endelige beslutning om dansk hestevæddeløbssports fremtid.

Med venlig hilsen
Lindhardt Jensen
Bestyrelsesformand, Dansk Travsports Centralforbund