TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Drama om Bornholmsmesteren

af | Nyheder

For 11 dage siden vandt Lamott Bornholms Mesterskabet med Rene Kjær i sulkyen, og det skulle blive den sidste start i karrieren. Stefan Lind-Holm, der har trænet Lamott, har bedt ejerne om at hente hesten, og det skete onsdag eftermiddag.

Lamott med Rene Kjær vinder sikkert Bornholmsmesterskabet 2016. Foto Toben Agger Travfotos Bornholms

Lamott med Rene Kjær vinder sikkert Bornholmsmesterskabet 2016. Foto Toben Agger Travfotos Bornholms

 

13-årige Lamott har løbet sit sidste travløb.

Det bestemte ejerparret Nina Kjær og Birger Jørgensen i bornholmske Stald Nina onsdag efter de havde modtaget en mail fra hestens træner, Stefan Lind-Holm.

I mailen blev de bedt om at hente Lamott fra Stefan Lind-Holms gård inden den 1. oktober.

Dermed blev der sat et dramatisk punktum for et mangeårigt samarbejde mellem Stald Nina og Stefan Lind-Holm.

-Vi forstår ikke Stefan og vi er meget kede af den udvikling der er sket, siger Nina Kjær til travservice.

-Det skulle være fordi vi havde fået Rene Kjær til at køre Lamott i Bornholmsmesterskabet, at Stefan ikke længere vil have med hesten at gøre, men det forstår vi ikke. Allerede i juni måned fortalte vi Stefan at vi havde sikret os, at Rene Kjær kunne køre Lamott i Bornholmsmesterskabet, fordi vi kunne se, at Stefan havde mindst tre heste, der kunne starte i løbet.

-Det gjorde vi, fordi vi i sommermånederne har utroligt travlt på vort hotel (Hotel Hammersø, red anm.) og derfor slet ikke kommer på travbanen.

-Da vi fortalte Stefan om vor beslutning var der ingen problemer, og han har da også kørt Lamott i tre løb henover sommeren. I et fjerde løb satte han Tom Olsen på, hvor han selv vandt med Rolex Boy.

-Hele vor familie, der er meget travinteresseret, er dybt berørt af det, der nu er sket. Vi har jo haft så mange gode oplevelser med vore heste, der har været trænet og passet af Stefan og Henriette, siger Nina Kjær videre.

Nina KJær med pokalen efter sejren i BM, Stefan Æind-Holm ser til yderst til venstre - Rene Kjær kærte Lamott til sejr. Foto Travfotos Bornholms

Nina Kjær med pokalen efter sejren i BM, Stefan Lind-Holm ser til yderst til venstre – Rene Kjær, der kørte Lamott til sejr. Henriette Jensen og Ninette Kjær ved hestens hoved samt en repræsentant for sponsoren, Nordea. Foto Travfotos Bornholms

-I dag har Birger hentet Lamott hos Stefan. Stefan hjalp med at læsse, og Lamott er herefter kørt over til Lise og Kenn Christoffersen sammen med vores anden hest, Alian. Men Lamott skal ikke starte i væddeløb mere, det har vi i familien besluttet, siger Nina Kjær.

Gennem årene har Stald Nina og Stefan Lind-Holm fejret mange triumfer sammen. Udover tre sejre i Bornholmsmesterskabet med Lamott har Stald Nina også haft bl.a. Hector Brogård, Pomerol og Goal Esterel.

Ja, Hector Brogård – Kongen af Bornholm – vandt også Bornholmsmesterskabet tre gange!

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Stefan Lind-Holm for en kommentar.