TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Donatello Garbo til UET Grand Prix

af | Nyheder

Efter andenpladser i såvel Dansk Trav Derby som i Derbyrevanchen spænder Lindhardt Jensen nu buen for Donatello Garbo for næste start bliver i et kvalifikationsløb til det europæiske derby, UET Grand Prix.

-Vi har hele tiden haft en start i UET Grand Prix som mål, og derfor skal Donatello Garbo starte i kvalifikationsløbet på Solvalla, siger Lindhardt Jensen til travservice.

-Hvem der skal køre ham ved jeg endnu ikke, men jeg vil gerne have en svensk kusk på ham til det løb, siger Lindhardt Jensen videre.

Op til starten i søndags havde Lindhardt Jensen nogle ekstra spændende dage.

-Ja, midt i ugen viste en blodprøve, at det var helt galt med blodværdierne på Donatello Garbo, men vi gav ham nogle elektrolytter, og det gik tilsyneladende i sig selv igen. Han var jo fin i løbet, siger Lindhardt Jensen.

UET Grand Prix køres den 12. oktober på Vermo-banen i Finland.

Her er den samlede præmiesum på 400.000 Euro.

Næste tirsdag køres der kvalifikationsløb på Vincennes, og den følgende søndag på Solvalla.