TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Det er ikke retfærdigt!

af | Nyheder, På Biddet

Dansk Travsports Centralforbund har ikke forstået den sande baggrund for at indføre deklassering i travløbene – og det gik udover Team Evita Racings Evita med Morten Friis i fredags på Fyens Væddeløbsbane.

Euro Girl Gardenia med Martin Andreasen vinder foran Evita med Morten Friis, der senere diskvalificeres. Gorm Foto

Desværre ser det ikke ud til, at man i Dansk Travsports Centralforbund har taget en indgående samtale med Voldgiften (det hedder en dommerkomite på en galop) i Dansk Galop omkring deklasseringsregler.

For havde man det, så var Evita aldrig blevet diskvalificeret fra en andenplads på Fyens Væddeløbsbane i fredagens 3. løb.

Sent i opløbet, hvor Evita lå på en fjerdeplads i ryg på de kæmpende Energy Mix og Euro Girl Gardenia og havde Eureka Downs udvendigt for sig, trak Morten Friis med Evita ud i banen, og trængte derved Eureka Downs med Rene Jonassen.

Forseelsen var åbenlys og der skulle selvfølgelig dømmes, men her er det så det går galt, for man diskvalificerer Evita fra andenpladsen, hvor det åbenlyst er mest rimelig at flytte den ned bag hesten, den generede, Euroka Downs – til en fjerdeplads.

Ingen – som i INGEN – af de tre heste, der nu blev hejst som et, to og tre ville have mistet noget ved at give Evita fjerdepræmien.

Til gengæld belønnede man nu femtehesten Excellent Torkdahl med Ole Bender med en fjerdepræmie, der var 1.500 kroner mere end den femtepræmie hesten egentlig skulle have haft.

Og ejerne af Evita fik ikke en bøjet fem øre!

Foreholdt situationen fortæller landsdommer Kim Kabling om de regler, men deklasserer efter:

De guidelines dommerne har for deklassering indeholder blandt andet at det skal være heste i direkte duel – som tolkes, at der kun deklasseres hvis de kan ombyttes, hvis de placeres lige efter hinanden.

Altså – hvis Evita blot havde været nummer tre over mål, så havde man kunnet deklassere den til en fjerdeplads ved at bytte om på placeringen med Eureka Downs.

Nu var den nummer to – og så kan man ikke!

Forstå det hvem der kan!

I Sverige ville Evita være deklasseret til en fjerdeplads – en placering den mindst ville have opnået, hvis Morten Friis var blevet i ryg.

Nu er bare at håbe, at DTC får ændret denne regel – og man behøver vel ikke at vente til den 1. januar 2020 med at gøre det!