TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Den har Praem kørt!

af | Nyheder

Den fynske træner Frantz Praem kan godt tillade sig at prale lidt med, at han har trænet af et klassisk amerikansk travløb.

I nat, dansk tid blev det traditionsrige Zweig Memorial kørt på Vernon Downs i Staten New York.

Førstepræmien var på 165.000 dollars, og den ventede alle, at Hambletonian Oaks-vinderen Ariana G med Yannick Gingras skulle tage sig af.

Jimmy Takter havde nemlig valgt at starte tophoppen i den åbne afdeling af løbet i stedet for i hoppe-afdelingen.

Det lignede da også sejr til Ariana G, der var i spids med 800 meter tilbage, men i opløbet måtte hun se Yes Mickey (Muscle Hill) med Åke Svanstedt gå forbi til sejr i rekord 1.09.2 efter at have afsluttet 107.5/400 m.

Frantz Praem bag den da 2-årige Yes Mickey på Palema Trotting Center i Florida i marts 2016.

Og netop Yes Mickey har den fynske træner Frantz Praem et kendskab til, for da Praem sammen med sine kolleger i marts måned i fjor var på studietur i USA, besøgte man Åke Svanstedt på Palema Trotting i Florida.

Her fik man muligheden for at deltage i træningen, og en af de heste, som Frantz Praem kørte var netop Yes Mickey!

-På det tidspunkt var Yes Mickey ikke så langt fremme i træningen, men jeg husker den som en flink og veltravende hest, siger Frantz Praem.

Yes Mickey startede blot en enkelt gang som 2-åring, så det er først i år, den for alvor har været i ilden.

Efter tre anden- og en fjerdeplads vandt Yes Mickey sin første sejr i begyndelsen af juli måned på the Meadowlands i 1.10.7, hvorefter den var nummer to i Tompkims Memorial bag den senere Hambletonian-vinder, Perfect Spirit, blot slået med en halv længde og i samme tid som denne, 1.09.2

I den følgende start blev det til en ny andenplads, denne gang bag What the Hill – hesten, der var først i mål i Hambletonian, men som blev diskvalificeret for trængning.

Efter endnu en andenplads i Hambo-trøstløbet, Townsend Ackerman gik Yes Mickey så til top i nat i Zweig Memorial.

I 9 starter i år er det blevet til 2 sejre og 6 andenpladser og 222.487 dollars.

For Åke Svanstedt blev det en fin aften på Vernon Downs,  for han træner også vinderen af hoppe-afdelingen, Evelyn (Muscle Hill), som blev kørt til sejr af Andy Miller i 1.11.0.

Her var der 62.500 dollars i førstepræmie.

Svanstedt kørte selv Ice Attraction, der galoperede midtvejs i løbet og sluttede uplaceret.