TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danske 2-åringer godkendte i Italien

af | Nyheder

Lørdag fik Erik Bondo to fine danske 2-åringer, der begge har Muscle Hill som fader, godkendt i prøveløb på 800-meter banen i Montecatini.

De to 2-åringer, der begge ejes af Panamera Racing, har været i træning hos Erik Bondo i flere måneder, og lørdag eftermiddag var de begge i prøveløb på banen i Montecatini med Bondo selv i sulkyen.

Hurtigst var hingsten, Eric The Eel, der er første afkom efter den fine hoppe Laurel America. Eric The Eel vandt sit prøveløb i 1.18.4/1600 m efter at have afsluttet 1.15.8/600 m.

Eric the Eel med Erik Bondo blev godkendt i 1.18.4. Foto privat

Hoppen Expensive Attitude, der har Windylane Hanover som moder, og således er helsøster til avlshingsten Dominion Beach på Stutteri Shadow, var nummer to i sit prøveløb i 1.19.0.

Det kunne dog se ud som om, der var kuk i uret, idet Expensive Attitude blot var små tre længder efter vinderen A Sexyvis Par (Yankee Slide), der noteredes for 1.17.7a/1600 m.

I Italien er der foreløbig godkendt 50 2-åringer, der har løbet bedre end 1.19.1 med Maharajah-sønnen Aladin Effe som den hurtigste med 1.16.5 på banen i Follonica, der er 1400 meter i omkreds.