TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk sejr på Solvalla?

af | Nyheder

Den nordjyske opdrætter Jesper Nørrevang har to heste til start onsdag aften på Solvalla, hvor begge har gode chancer.

-Real Caviar (S J’s Caviar) er i hvert fald tippet som vinder i programmet i 2. løb, mens lillebroderen Bang Boomerang (Enjoy Lavec) er tippet som nummer to i 3. løb, siger Jesper Nørrevang

Real Caviar og Bang Boomerang er begge svenskregistrerede, men Jesper Nørrevang har dog ikke længere de to hestes mor, R.B. Impala (Mack Lobell) som følhoppe.

-Hun var blevet en ældre dame, så hun blev aflivet i 2017.

Jesper Nørrevang har i det hele taget skåret kraftigt ned de sidste par år. I nogle år havde han ikke færre end syv følhopper, men i dag er der kun enkelt tilbage, Nancy Lavec (Enjoy Lavec), som er i fol v/Credit Winner. Hun er foreløbig mor til fire afkom – yngst er den 1-årige hoppe Ginger Ale (Classic Photo).

Nancy Lavec med hoppeføllet Ginger Ale (2018)

-Jeg satsede meget på opdrættet igennem tre sæsoner, men droslede ned for et par år siden. Det kunne ganske enkelt ikke løbe rundt, siger Jesper Nørrevang, som har indregistreret sine heste i både Danmark, Sverige og Norge.

-Mit bedste opdræt i Danmark er Picasso Jetset (1.14,3a-282.000 kr/27 sejre), mens den hidtil bedste i Sverige hedder Enjoy The World (1.16,5a-75.000 SEK), men jeg har da en del forhåbninger til både 3-årige Bang Boomerang og 4-årige Real Caviar, der begge har tjent godt 40.000 SEK.

-Real Caviar, der er tippet som vinder på onsdag og i træning hos Hans-Owe Sundberg, har en sejr og en andenplads i tre starter.

-I Norge havde jeg i 2017 en hest, My Cool Mama (S J’s Caviar), med i Norsk Hoppe Kriterium, men hun blev kun nummer ni.

My Cool Mama har tjent 130.000 NOK, men har også en storebror – Masarati Jetset (Gift Kronos) – der nåede at tjene 165.000 NOK inden den døde i fjor.

Jesper Nørrevang er også aktuel som opdrætter af ligeledes norskregistrerede Thirsty For More (Enjoy Lavec), der for nylig gav sin træner, danske Jimmi Ehlers, en fin sejr på Örebro. 4-årige Thirsty For More har foreløbig vundet fire løb og tjent 137.000 NOK.

”Nok at lave”
Jesper Nørrevang er først og fremmest kendt som manden bag JN Horsetransport, der siden starten i 2012 har transporteret et utal af heste rundt i det meste af Nordeuropa.

-Der er nok at lave. Jeg kører fortrinsvis i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Belgien, og har transportopgaver for mange jyske travtrænere samt opdrættere. Travheste udgør vel halvdelen af forretningen, mens dressur-, spring- og islandske heste udgør den resterende halvdel, siger Jesper Nørrevang.

En af kunderne er Jesper Nørrevangs mangeårige kammerat, Aalborg-træner Bo Westergaard, som bl.a. har Desperatehousewife (S J’s Caviar) i træning for Jesper Nørrevang, der selv har opdrættet den 4-årige hoppe. Derudover er Jesper Nørrevang medejer af Global Unreal (S J’s Caviar), der også er i træning hos Bo Westergaard.

-Global Unreal starter i V75 på Sørlandets Travpark på lørdag og jeg kører selv op med hende, siger Jesper Nørrevang, som desuden har den 3-årige norskregistrerede hoppe Lonely Lilly (Enjoy Lavec), som han også selv har opdrættet, i træning hos Morten Juul.