TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk sejr i Åby Stora Pris!!

af | Nyheder

Dansk sejr i Åby Stora Pris! Nej, det sker ikke i eftermiddag, for der er ingen dansk hest med, men der var engang at danske heste og kuske gjorde sig godt bemærket i dette storløb. F.eks. i 1962 hvor Aprilsnar vandt med Kaj Hansen i sulkyen.

Ingen troede på den danske Derbyvinder Aprilsnar og Kaj Hansen, da Åby Stora Pris 1962 skulle køres.

Men de blev klogere, gjorde de.

Den upåagtede danske ekvipage slog alle favoritterne og sejrede sikkert til 48 gange pengene!

Aprislnar med sin ejer Peter Rye Jærgensen ved hovedet af Leif Nielsen i sulkyen efter Derbysejren i 1959

Aprilsnar, der var ejet af fynske Peter Rye Jørgensen, var trænet af Leif Nielsen. Han havde sendt Aprilsnar til Åby med kollegaen Kaj Hansen, der endnu huskes af ældre travsportsinteresserede.

At Kaj Hansen var en meget dygtig hestemand og kusk er der vist ingen der tvivler om, men desværre stod hans livsstil i vejen for en stor karriere som træner og kusk.

Der går mange historier – stadigvæk – om Kaj Hansen – nogen af dem skrev vi her på travservice om i et indlæg i februar 2014, som vi bringer uddrag af her:

 Søndag eftermiddag – der er stille i huset – uden for titter solen frem bag nogle tunge skyer. Det er mildt i vejret. Meget mildt. Sådan var det også i denne weekend i fjor. Da var baneforholdene på Charlottenlund Travbane, der havde løb søndag den 17 februar ”noget tung”.

I går var det bedre, da man havde ”Sportslørdag” på Lunden-   ikke noget med fodbold og Dong – Dong,  men et lille program på seks løb, hvor Steen Juul dominerede og vandt to sejre med henholdsvis Smiles Derm og Hamilton As.

Smiles Derm har drillet sin træner og ejer gennem lang tid.

Måske ikke så mærkeligt, når man husker, hvem den er opkaldt efter: Kaj ”Smiles” Hansen – nu afdød travtræner, der nok var et af de største kusketalenter, som dansk travsport nogensinde har haft.

Men Smiles var hård ved sig selv og fik aldrig det ud af sin karriere, som vi andre mente evnerne rakte til.

Historierne om Smiles er mange, og de er næppe blevet dårligere af at være blevet fortalt igen og igen.

Smiles: Vidste du, at jeg havde været førende i Championatskampen på Åby!!

???

Jo, jeg vandt Åbningsløbet!

Og netop på Åby vandt Smiles sit største løb i karrieren, nemlig Åby Stora Pris med Aprilsnar i 1962 til 48 gange pengene.

Det er fortsat den største overraskelse i løbets historie.

Så var der også den om hesten, der først fik debut som 10-åring.

– Ejeren har sagt, at jeg skal ikke skal starte den, før den kan vinde, fortalte Smiles inden løbet.

Nu skete der det, at den pågældende hest blev slået til en andenplads, og det fik Smiles til at udbryde:

Sa… – så fik jeg den ligegodt startet for tidligt!

Smiles havde aldrig nogen stor stald, men nok nogle trofaste hesteejere, der måske holdt hestene hos ham på grund af underholdningsværdien, men også fordi manden var notorisk dygtig og kunne lave en hest klar, som man så kunne tage til Jägersro med og vinde til et godt odds.

Smiles havde engang en stor hoppe, der hed Esther (født 1959)

Esther debuterede som 4-åring i Amager Bankens Stayerløb, der dengang var Danmarks længste travløb over 3600 m og var en stor begivenhed på Amager Travbane.

Næste gang Esther startede var året efter i samme løb!

Bongo på Bongoracing.dk mindes følgende episode omkring Esther, hvor ejeren spørger Smiles:

Du Smiles, skal den Esther ikke snart starte! (den var seks år)?

Hvis det er sådan noget lort der skal starte hver eneste løbedag, kan du lige så godt flytte den med det samme, var svaret!

Jo, han var ikke kedelig denne Smiles, men som sagt hård ved sig selv – meget hård.