TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danmarks største hoppeløb også i 2019

af | Nyheder

Jydsk Væddeløbsbane lagde i 2018 oval til en af de helt store nyskabelser inden for travsporten herhjemme, da det store hoppeløb Preben Munchs Mindeløb stod for afvikling.

Via indledende afdelinger i forskellige klasser var hovedbegivenheden finalen med hele 200.000 kr. i samlet præmiesum, og JVB’s hjemmeside kan nu fortælle, at løbet gentages i år.

Attila med Rene Kjær vinder sikkert 2018-udgaven af Preben Munchs Mindeløb, mens Tourmalet galoperer i sejrekampen. Foto Ole Hindby

Også i årets udgave kæmpes der om 200.000 kr. i finalen, men der er dog justeret en smule i konceptet. Det handler om indtjeningsgrundlaget for tillægshestene, som opjusteres en smule – og måske med henvisning til resultatet fra 2018.

Her sejrede Gitte Madsen-trænede Attila og René Kjær efter kamp med Tourmalet, hvor vinderen stod fra anden volte og andenhesten fra tredje volte, og der var et stykke til de nærmeste konkurrenter fra grundvolten.

Som i 2018 vil finalen blive afviklet på den store Grand Prix-weekends lørdag d. 6. juli, der som bekendt har hopperne i fokus. Hoppeejere med ambitioner skal dog holde øje med d. 29. april, hvor der skal meldes til Preben Munchs Mindeløb.