TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danmark står over

af | Nyheder

Heller ikke i år er der danske heste med i Europa-derbyet, Grand Prix de l’UET.

Man kan ikke sige, at der har været tradition for at danske 4-åringer har været til start i finalen i millionløbet, Grand Prix de l’UET, der i år køres fredag den 12. oktober på Vincennes.

Og heller ikke i år bliver det med noget der bare snerper henad Danmark i startlisten!

Sidst en dansktrænet hest var til start i UET-finalen var tilbage i 2001, hvor Gordon Dahl-trænede Eddie Skov med Steen Juul startede i Torino og blev diskvalificeret.

Bedre var det gået nogle år forinden for Axel Jacobsen med den italienskfødte Ultrason, som han i 1998 blev nummer fire med i finalen på Bjerke.

Steen Juul var også med i finalen, da denne blev kørt i 2000 på Lunden. Her kørte han Stig H. Johansson-trænede Kelim San, der sluttede uplaceret.

Det samme gjorde Preben Kjærsgaard med Handybus i den allerførste finale, der blev kørt på Vincennes i 1985.

Steen Juul kunne også have været med i finalen i 1993 i Rom, hvortil Rudolf le Ann havde kvalificeret sig med sejr i Stockholm. Desværre bkev Rudolf Le Ann syg og maveopereret og kom ikke til start i finalen, der vandtes af Ina Scot.

Sidst der var dansk deltagelse i en UET-finale var i 2014, hvor svenskejede/trænedeTumble Dust med Bjørn Goop sluttede på en femteplads, mens franskejede/trænede Tast of Bourbon med Jean Pierre Dubois sluttede uplaceret.

Earl Simoni Foto Gerard Forni

I aftes blev der kørt to kvalifikationsløb på Vincennes til 2018-finalen , og den vandtes af hhv. franske Earl Simon (Prodigious) og tyske Broadwell (Conway Hall).

Earl Simon, der trænes af Jarmo Niskanen, havde Franck Nivard i sulkyen og sejrede sikkert i 1.12.7a/2100 m foran Esmondo (Un Mec d’Heripre) i samme tid, mens Easy des Racques (Rodrigo Jet) blev nummer tre i 1.13.0.

Broadwell (Conway Hall) med Robin Bakker var klart førende i opløbet, men blev magelig og franske Eridan (Ready Cash) med David Thomain kom tæt på til slut. De blev begge noteret for 1.12.1a/2100 m. På tredjepladsen hollandske Hooters USA (Armbro Embellish) i 1.12.6.

Broadwell vinder foran Eridan. Foto Gerard Forni

På lørdag køres der to kvalifikationsløb på Solvalla, hvor de sidste deltagere til finalen findes.