TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Captain Morgan har skuffet lidt

af | Nyheder

Med fem sejre og 216.000 kroner er Captain Morgan en af årets mest vindende 3-åringer, men Marc Bæk Nielsen synes alligevel at S J’s Caviar-sønnen har skuffet lidt i år. 

Captain Morgan var senest nummer fire i Dansk Avlsløb og har også fået præmie i både Jydsk 3-årings Grand Prix og Dansk Trav Kriterium, men overordnet set er træneren altså ikke helt tilfreds med sæsonen, der afsluttes søndag eftermiddag på hjemmebanen i Aalborg i Grand Circle 3-års Championat.

-Jeg havde håbet på, at han havde været lidt længere fremme i årgangsløbene, så jo, jeg synes han har skuffet mig lidt, siger Marc.

-Han starter i Grand Circle på søndag og bliver derefter kastreret – Captain Morgan er lidt hård ved sig selv, så det er den eneste udvej. Han kommer igen til foråret.

Captain Morgan vinder for Steen Juul. Foto: Flemming Andersen

Norsk Derbykandidat
I samme årgang som Captain Morgan finder man også Celtic (Revenue) og norske Zelov (Love You), der i efteråret har været til start i nogle norske årgangsløb, hvor han tilsammen tjente 103.000 NOK i tre starter.

-Der var lidt problemer med Zelov da vi fik ham sidste sommer, men han er kommet på rette spor og er generelt min bedste 3-åring pt. En hest med et rigtigt stort potentiale, siger Marc.

-Zelov har mødt nogle rigtig gode heste i Norge, men har ofte fået nogle hårde løb, så på dén baggrund har han gjort det fint. Han er imidlertid af delvis fransk afstamning, så jeg er sikker på, at han bliver betydeligt bedre næste år.

-Han får formentlig et par starter mere i år i Danmark, hvor han bare skal køres i ryg og først gå til sidst. Det fortjener han efter nogle ret så hårde løb, hvor han bl.a. har siddet udvendig det meste af vejen.

Seks 2-åringer
Marc Bæk Nielsens stald tæller pt. 27 heste, heriblandt seks 2-åringer, der alle er ustartet, men Diva Sisa (hoppe e. ENS Snapshot) er godkendt på 1.20,4/2060 meter og kommer muligvis til start sidst på året.

-Diva Sisa, der er helsøster til Victoria Sisa (1.14,4a-355.000 kr), galoperede omkring 50 meter i prøveløbet og bliver på længere sigt en rigtig fin hest, tror jeg. Hun kan godt få en start i år, men jeg er ikke 100 % sikker, siger Marc, som også fremhæver sin egen Dortmund (hingst e. Timoko) som en talentfuld 2-åring:

-Dortmund er halvbror til Celtic og en hest, jeg har lidt forventninger til. Han har også lidt fransk afstamning, men der er meget udvikling i ham og han træner rigtig fint.

Celtic og Dortmund er opdrættet af Team Bakkelygård og bag det pseudonym gemmer sig Marc Bæk Nielsens forældre og søster. Forældrene har købt Bent O. Pedersens “berømte” Stutteri Bakkelygård i Stae, hvor Marc Bæk Nielsen har sine 1-åringer gående.

-Vi har pt. tre 1-åringer, som vi har kørt med i et par måneder og de virker generelt som nogle fine heste. El Clasico (hingst e. ENS Snapshot)(helbror til Derbydeltageren Balotelli, red.) tror jeg godt kan komme til start som 2-års, som det ser ud nu, mens de to andre er lidt senere udviklet, siger Marc.

Marc Bæk Nielsen med Good’s Of Norway efter sejren i Frankrig i august måned. Screenshot

Lang pause 
Marc Bæk Nielsens hidtil største sejr sørgede norske Good’s Of Norway for, da den 6-årige vallak i august måned gik til tops i et løb på Cabourg-banen i Frankrig med 120.000 kroner i førstepræmie. S J’s Photo-sønnen satte rekord 1.10,9a/1640 meter i sin seneste start på Åby, men var ikke på toppen den dag og nu venter der en længere pause.

-Good’s Of Norway var ikke som bedst på Åby og iflg. Peter Ingves hang han lidt på en line, siger Marc.

-Han er efterfølgende blevet opereret i begge forknæ. Han var ret så slidt efter Frankrig, men skulle kunne begynde at træne igen om to-tre uger. Det er umuligt at sige hvornår Good’s Of Norway kan vende tilbage til løbene, men han starter kun hvis han bliver 100 % klar igen.

Der er til gengæld godt om Marc Bæk Nielsens Derbytreer Albatros (Andover Hall), der har holdt et par måneders løbspause efter sejren på Lunden den 24. september. Her vandt Albatros i tiden 1.15,0/2500 meter med Steen Juul i sulkyen.

-Steen sagde efter løbet, at der var nogle småting, som han syntes vi skulle rette på. Han løb bl.a. lidt på en line og det har vi har forsøgt at ordne. Jeg føler han er ved at være, hvor jeg vil ha’ ham, og Albatros starter igen søndag i Aalborg, siger Marc, som også har en plan klar for en anden af staldens fine heste, Gentleman (Offshore Dream), der søndag vandt sin femte sæsonsejr og i alt har taget otte sejre i 18 starter siden den hollandskfødte hest blev købt til Danmark af Marc Bæk Nielsens svigerfar, Ole Søndergaard Andersen.

-Gentleman var min svigerfars første hest, så den betyder selvfølgelig meget for os. Når man ser ham fra siden, ligner Gentleman ikke noget særligt, men når man sidder bagved ham, er man ikke i tvivl om at det er en rigtig fin hest. Han har vundet tre af sine sejre i år i Skive, så nu prøver vi om han kan blive Årets Hest. Der er et par løb mere til ham i år i Skive, så det er planen for Gentleman, slutter Marc Bæk Nielsen.

Læs også: Sejrsprocent på 26