TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bo Westergaard glæder sig

af | Nyheder

Bo Westergaard glæder sig til søndagens comeback på Lunden. 

-Ja, det bliver sjovt og spændende at komme tilbage efter man har været væk et par år, siger Bo Westergaard til Travservice.dk.

Der er efterhånden gået fire uger siden Bo Westergaard igen fik trænerlicens på Racing Arena Aalborg og meget tyder på, at hesteejerne har “savnet” den 39-årige nordjyde. I skrivende stund står der således 32 heste i stalden, heriblandt 12 1-åringer og seks 2-åringer, så der er nok at se til i hverdagen.

-Min kone hjælper til i stalden sammen med Line, som tidligere har været hos mig dengang jeg var træner på Vang Hovedgård, og så kommer Niels H. Madsen (Bo Westergaards trænerkollega i Aalborg, red.) hver dag og hjælper til med unghestene, dvs. han kører alle 1-åringerne, siger Bo Westergaard, som tager tre heste med til Lunden på Kriteriedagen.

-Global Unreal (S J’s Caviar) blev sidst i Aalborg kørt uden sko for første gang og det så rigtig fint ud, men om det bliver uden sko denne gang også, er jeg lidt usikker på. Startspor 8 trækker lidt ned, men det havde hun jo også sidst, hvor hun vandt.

-Shotproof (Yankee Glide) er i bund og grund en fin hest, som har taget skridtet op i eliten i år. Det er jo ikke let, men han har gjort det godt. Sidst blev det imidlertid forkert. Han har en speed, som han skal udnytte og det blev lidt svært at komme frem til dødens, hvilket ikke er hans kop te. Hvis han kan udnytte sin speed, er det en chance.

-Angel Of Mine (Offshore Dream) gik godt sidst. Jeg har kun set den i løb, men kørte en tur med hende i går og det virker som en fin hest, så der er ingen grund til at ændre på noget. Det blev et lidt overpacet løb sidst, men hun vandt jo en meget sikker sejr.

Angel Of Mine vandt sin seneste start for Flemming Jensen. Foto: Martin Timm Holmstav

Jeppe Juel kører både Global Unreal og Shotproof, ligesom han som bekendt tidligere har fejret store triumfer med Bo Westergaard-trænede heste, bl.a. med Wishing Stone i Copenhagen Cup, og Aalborg-kollegaen kommer også fremover til at køre en del af Bo W’s heste.

-Men Jeppe har jo også sin egen trænerbutik at tage hensyn til, så nu må vi se. Jeg har hele tiden sagt, at jeg som udgangspunkt gerne vil bruge de samme kuske til hestene, men det er ikke altid det kan lade sig gøre. Det handler om at bruge de bedste kuske i de lande man rejser til, siger Bo Westergaard.