TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bjarke Christensens flotte comeback

af | Nyheder

 

Det så voldsomt ud, da et par heste med deres kuske styrtede til jorden for godt tre uger siden på banen i Odense, hvor en løbsk pony underløb førerhesten i opløbet. Blandt de styrtende ekvipager var hesten Wakanda Pilegård med sin ejer og kusk, Bjarke Christensen. Bjarke Christensen var et øjeblik uden for bevidsthed og blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor det dog blev konstateret, at han var sluppet uden mén.

Udvendigt ses Bjarke Christesen bag Baby From Above ved en tidligere start. KM Foto

Onsdag eftermiddag var parret tilbage på væddeløbsbanen, da de på Billund Trav leverede et forrygende come back efter den uhyggelige oplevelse. Det blev nemlig til en flot speedsejr til Wakanda Pilegård (Høvding Lavec) efter gode rygpositioner, og hvor den førende favorit Blade Runner blev overmandet på de sidste meter.

Og Bjarke Christensen var ikke færdig hermed. Blot to løb senere sad han bag hoppen Babe From Above (From Above), der var en overlegen vinder af sit løb, så fynboen fik virkelig taget revanche for episoden på hjemmebanen i Odense.

 

Den dygtige fynske amatør var ikke alene om at besøge vindercirklen to gange i Billund. Det samme gjorde nemlig Steen Juul, der desuden blev noteret for to andenpladser.

Steen Juuls vindere var først Cody (Love You) i V5-indledningen, og som fik serveret et fint rygløb bag den førende. Angrebet blev sat ind i opløbet, og da modbuddet Casino Gardenia galopperede i angreb med 100 meter til mål, var triumfen en realitet.

Allerede i det efterfølgende løb var Steen Juul igen i vindercirklen – denne gang med A Perfect Torkdahl (Andover Hall). Parret satte sig tidligt på fronten og fastholdt et godt tempo, mens medfavoritten Victory Hellebjerg fandt fine andet par udvendigt. Jeppe Juel sendte Victory Hellebjerg i angreb med 600 meter til mål, men måtte arbejde lidt med sin hest, og så svarede Victory Hellebjerg med galop på opløbshjørnet. Derefter var sejren usvigelig sikker til A Perfect Torkdahl, der fik noteret fine 1.13,0a for de 1900 meter.

En enkelt overraskelse inden for V-spillene i form af 14-oddseren Ceton Simoni (Broad Bahn) og Michael Lønborg udløste ganske fine gevinster til de dygtigste spillere. Det blev nemlig til godt 13.000 kr. i gevinst i V5-spillet, mens der var mere end 18.000 kr. til spillere med alle rigtige afkrydset i V4-spillet.