TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Birger holdt hof på Fyn

af | Nyheder

Med fem sejre i otte starter var Birger Jørgensen den helt store profil på Fyens Væddeløbsbane, hvor Beatriz choksejrede i hurtigklassen. Knud Mønster diskvalificeret som vinder.

I fjor måtte Birger Jørgensen bøje sig for René Kjær i kampen om landschampionatet, men i år har Århus-træneren lagt særdeles stærkt ud og efter søndagens løb er han allerede 15 sejre foran sidste års landschampion.

Machiavelli imponerede i sit comeback. Foto: Gorm Johansen

Det var en af de dage, hvor det hele gik op i en højere enhed for Birger Jørgensen, som på forhånd ikke var levnet de helt store vinderchancer, men så viste den tidligere verdens- og Europamester hvorfor han stadig kan give konkurrenterne baghjul år efter år.

Laveste vinderodds for Birger Jørgensen var således 3,29 (Escape A P), mens sæsondebuterende Machiavelli stod for dagens største overraskelse med et vinderodds på 12,80.

Netop Kent Friborg-trænede Machiavelli (Flight Dream) leverede en forrygende afslutning efter et løb bagerst i feltet indtil sidste sving, hvor Birger Jørgensen gik med i ryg bag Balotelli.

Foran var Wonderboy stadig førende med storfavoritten Come On Hugo i dødens, men de var begge chanceløse mod Machiavelli, der skød frem til forholdsvis sikker sejr i tiden 1.13,9a/2140 meter foran Wonderboy og en tapper Come On Hugo.

Et flot comeback af den tidligere V75-vinder efter tre måneders pause.

Birger Jørgensen var også først over stregen med Caviar’S La Marc (S J’s Caviar) og Torden (Andover Andover) – der trænes af hhv. Aki Markus Elo og Troels Anderson – samt Morten Juul-duoen Escape A P (Orlando Vici) og Eldorado (Offshore Dream).

For Morten Juuls vedkommende var det ugens femte trænersejr i ni starter – imponerende.

En glad ejer, Jørgen Jensen, Stald Rita, efter Eldorados første sejr. Foto: Gorm Johansen

Beatriz bombede
Hurtigklassen bød på sæsondebut for flere heste med Tripoloni V P i spidsen og Jeppe Juel fik også lov til at bestemme undervejs i det rene “bumletogstempo” – 1.15,8/500 meter og 1.15,0/1000 meter – men ind på opløbet var der overraskende udsolgt for den tidligere VM-deltager.

Beatriz overraskede for Kasper K. Andersen. Foto: Gorm Johansen

Stand And Deliver gik frem, men kunne ikke svare Christian Lindhardt-trænede Beatriz (Credit Winner) med Kasper K. Andersen, der mellem heste gik frem til sejr i tiden 1.14,0a/1640 meter foran en stærkt afsluttende Onceforall Face og Repay Merci.

En overraskende sejr til næsten 40 gange pengene, men bortset fra et udmærket prøveløb for halvanden uge siden, har den tidligere Hoppe Kriterium-vinder heller ikke gjort meget væsen af sig i år.

Mønster smidt ud
I 5. løb var Knud Mønster først over stregen med No Soup For You, men blev efterfølgende diskvalificeret for trængning mod den førende California Bond efter ca. 1100 meter.

Knud Mønster pressede hårdt på California Bond og fik overtaget forbi dommertårnet, men No Soup For Yous sulkyhjul kom for tæt på Ken Ecces hest, der galoperede – derfor “faldt hammeren” og No Soup For You blev korrekt diskvalificeret. Samtidig fik Knud Mønster en bøde på 1.000 kr og fem dages udelukkelse (7.-11. april).

Sejren gik herefter til Check It Out (Great Challenger) med Ole Bender.

Check It Out efter den lidt heldige sejr. Foto: Gorm Johansen

John K. helt og skurk
John Køhler fik en fin sejr med Capra (Great Challenger) efter føring hele vejen, men der kom også lidt malurt i bægeret, da den fynske træner i dagens 1. løb måtte indkassere en bøde på 400 kroner og 12 dages udelukkelse (7.-18. april) for uregelmenteret drivning bag Hahaha, der tog andenpladsen bag Caviar’s La Marc.

Jockey Niklas Korfitzen fik en tilsvarende hilsen fra dommerne i 3. løb; dog med en bøde på 1.000 kroner samt udelukkelse i samme periode som John Køhler.