TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Besøg en Hambletonian-vinder!

af | Nyheder

INFOTAINMENT:

På lørdag har du muligheden for at se, hvordan en Hambletonian-vinder ser ud på tæt hold, når Stutteri Shadow i Nordjylland holder Åbent Hus.

Broad Bahn som han så ud som 3-åring i løbsform.

 

Det amerikanske løb,  The Hambletonian Stake anses for at være verdens største og fineste travløb.

I 2011 blev det vundet af den danskejede Broad Bahn kørt af George Brennan.

I dag er Broad Bahn avlshingst og er opstaldet på Stutteri Shadow i Nordjylland.

Det hører absolut til sjældenhederne, at en Hambletonian-vinder finder vej til Danmark og til dansk traveravl.

Ja, det er faktisk blot sket en gang tidligere, hvor en aldrende Armbro Goal kom til Danmark, hvor den også sluttede sine dage.

Broad Bahn er blot 10 år gammel og har således mange gode år foran sig.

Efter den fine væddeløbskarriere i USA har han virket i avlen i såvel USA, Sverige og nu Danmark.

Den 4-årige Broiad Bahn-datter Dizzy Broad med Bjørn Goop vandt suverænt et V75-løb for en lille måned siden, Foto Kanal 75

I Sverige, hvor hans ældste årgang nu er fem år, har tre af dem rekord 1.11.9 eller bedre.

Den mest vindende er dog født i USA, Dizzy Broad, men hun er nu i Svensk træning og nyligt vandt Dizzy Broad for Bjørn Goop en suveræn sejr i et V75-løb.

Herhjemme har vi set bl.a. Basic Instinct, der nu er i Norge og i alt har vundet 8 sejre i 42 starter, sat rekord 1.11.6 og tjent 502.254 kroner.

En anden fin hest efter Broad Bahn er Complete, der i fjor som 3-åring viste store evner, og har vundet 5 sejre i 19 starter, sat rekord 1.13.9a/2140 m og tjent 177.700 kroner.

Complete viste alleredesom 2-åring fine evner da den vandt for Arvid Olsen i 1.17.8/2000 m volte – Foto Martin Timm Holmstav

I øvrigt har alle Broad Bahns danske afkom, der har startet, løbet 1.19.9 eller bedre – de 1.19.9 løb debutanten Diablo Bork forleden i Aarhus på en andenplads over 1800 meter auto.

Broad Bahn har Broadway Hall som fader, mens moderen, Madonarail –  er en af de gode Donerail-hopper i avlen.

Broad Bahn, der blev kåret som Årets 3-årige Hingst i USA i 2011, startede i alt 28 gange. Han vandt 9 sejre og 10 andenpladser og 3 tredjepladser.

Det vil sige, at 22 gange ud af 28 starter var han i toto-rækken!!

Broad Bahn er stor, flegmatisk hingst, der videregiver sit gode temperament og dejlige flydende trav til sine afkom.

Broad Bahn er i Sverige kåret med 79 points og indplaceret i gruppen – Høj avlsværdi.

Broad Bahn står til avlstjeneste for 0 + 19.500 kroner excl. moms.

Du kan møde Broad Bahn til Åbent Hus på Stutteri Shadow på lørdag den 14. april klokken 15.00.

Der er som altid gratis adgang, og der bydes på kaffe og kage.

Avlshingste, følhopper og ungheste vil blive vist frem. Der vil i lighed med tidligere år været et lotteri med flotte præmier, og så slutter der af med en buffet med kolde og varme retter. Der vil være levende musik og mulighed for en svingom. Der er kort sagt lagt op til en forrygende dag den 14. april på Stutteri Shadow.
Udover Broad Bahn vil der også være mulighed for at tage stutteriets to andre opstaldede avlshingste, Wicker Hanover (Explosive Matter) og Magic Technique (Andover Hall) i nærmere øjesyn.

www.stutteri-shadow.dk