TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bandit Brick fortsætter sejrsrækken

af | Nyheder

Sejrshesten Bandit Brick fortsætter med at samle på førstepladser. Fredag eftermiddag vandt den sejr nummer 23 i blot 25 starter.

Da Bandit Brick for fire måneder siden skulle forsøge at sætte dansk sejrsrekord med 21 sejre i træk i et løb på Billund Trav, glippede det.

Armani S med John Køhler havde en super-dag og viste storfavoritten bagskoene uden problemer.

Fredag eftermiddag startede Bandit Brick med Steen Juul for første gang efter en løbspause siden slutningen af december,

Efter nederlaget i Billund vandt Bandit Brick to sejre i træk i december, og den indledte dette år på samme måde som den slap, nemlig med sejr.

Steen Juul fyrede fra start i det amputerede felt, der blot bestod af fire heste, og i spids dirigerede han løbet.

Bandit Brick med Steen Juul sæsondebuterede med sejr. Foto KM Foto

Næstfavoritten Something Fishy med Rene Kjær kom i angreb med 500 meter tilbage og som et tospand forsvandt de fra de to øvrige deltagere.

Men der var vel egentlig aldrig tvivl om udfaldet.

Something Fishy, der ikke var 100% i travet, fik aldrig rigtigt fat i Bandit Brick, som sejrede med en længde i 1.16.0a/1900 m foran Something Fishy i 1.16.2.

-Jeg var tilfreds med Bandit Brick – han var lidt lad i spids, og jeg måtte råbe lidt til ham, men trak aldrig vattet. Sejren var sikker, sagde Steen Juul efter sejren.

Næste opgave for Bandit Brick, der ejes af Stald Pimax, er endnu ikke bestemt, men det bliver sikkert ikke i Danmark.

-Der er ingen propositioner, der passer til ham herhjemme i hele april måned, sagde Steen Juul.

Bandit Brick var eftermiddagens største favorit idet han var spillet helt ned til odds 1,10!

Steen Juul startede en anden kæmpefavorit på dagen, den lokalt-ejede Champions Peak, der også sæsondebuterede og var spillet ned til 13:10.

Champions Peak havnede imidlertid i dødens på Morten Juul-trænede Gigolo med Birger Jørgensen, der ikke havde til sinds at slippe til storfavoritten, og med resultatet i hånden er det let at forstå.

Gigolo med Birger Jørgensen satte storfavoritten Champions Peak med Steen Juul til vægs. Foto KM Foto

Hollandskfødte Gigolo vandt nemlig ganske nemt i 1.15.7a/1900 m foran Champions Peak i 1.16.0.

Morten Juul og Birger Jørgensen kom også i vindercirklen med Knight Rider, der som Gigolo ejes af Team World Wide Trot.