TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bali var halt

af | Nyheder

Foto: Km Gudmand

Derbytoeren Bali galoperede i sæsondebuten og skal i morgen tjekkes igennem af dyrlægen. 

Sæsondebuten forrige fredag i Billund forløb ikke helt efter planen for sidste års Derbytoer, der galoperede fra start og sluttede uplaceret i dagens hurtigklasseløb i tiden 1.15,0/2020 meter.

-Bali var halt da jeg kørte i stald med ham i Billund, så han skal tjekkes igennem af dyrlægen i morgen, siger Steen Juul.

-Han har været normal efterfølgende, men det er jo aldrig godt når de markerer et eller andet. Det kan være, at det bare er en forstrækning i et ledbånd eller noget andet, men det skal vi lige ha’ styr på.

Bali har været inde i billedet til Lord Valentines Mindeløb på Musketerdagen i Skive (22. april), men den start er nu formentlig droppet.

-Chablis kommer til gengæld i Frosty Hanovers Mindeløb, siger Steen Juul, som har flere andre interessante 4-åringer i stalden, heriblandt Chock Nock, der i lighed med Chablis var præmietager i Dansk Trav Kriterium 2017.

-Chock Nock hoppede desværre for mig i går fordi han ikke kan acceptere, at han får skidt i hovedet. Han gik ellers OK og skal bare starte på.

I næste årgang har Steen Juul i alt fem heste, hvoraf Da Vinci Peak (Gift Kronos) har imponeret mest som ubesejret i sine to første starter, men hvor langt rækker lillebroderen til Peak Performance og Thunder Peak egentlig?

-Det er jo umuligt at sige ud fra to starter i de lave klasser. Han har endnu ikke været oppe i nærheden af årgangens topheste, men familien har jo gået fint, så man kan da håbe, at han kan udvikle sig yderligere. Det er i hvert fald en stærk og reel hest.