Den bornholmske amatørkusk, Ole Bager annoncerede i sidste uge Smokie Day til salg her på travservice. Den blev hurtigt solgt, og nu har Ole Bager og hans venner købt en ny hest.
-Ja, det gik hurtigt med Smokie Day, og mange tak for hjælpen, siger Ole Bager.
-Vi var jo interesseret i at finde en afløser, og træner Birger Jørgensen havde tilbudt os en hurtigtraver, men den klasse er for varm her på Bornholm, så i stedet ville vi hellere have en hest med en meget lavt grundlag – 3.000 – 5.000, fortæller Ole Bager videre.
-Her tilbød Birger Jørgensen os den 4-årige vallak, Our Vixi, der på det tidspunkt stod med 3.000 kroner i startpræmiesum, og Birger mente, at det var en hest, der ville kunne finde fint rundt på Bornholm.
-Nu har vi købt Our Vixi, men i mellemtiden har den også nået at vinde løb, og starter nu med 11.000 kroner.
-Our Vixi kom i går, og nu skal jeg lige lære den at kende før vi kan melde den til start. Spændende bliver det. Det er altid med en ny hest i stalden, slutter Ole Bager.