TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Aron The Baron overraskede i Frankrig!

af | Nyheder

Danskejede Aron The Baron vandt i dag sin første sejr i Frankrig, hvor den tidligere Derbytoer formentlig bliver til han skal på pension.

I sin seneste start blev Aron The Baron diskvalificeret for urent trav, men i dag var der ingen slinger i valsen, da Västerbo Prestige-sønnen var til start på banen i Caen i det nordvestlige Frankrig og sejrede i tiden 1.13,9/2450 meter.

Franske David Thomain, som også red Aron The Baron i montéløbet for knapt tre uger siden, kørte et perfekt løb i ryg på den førende og ind på opløbet gik “Baronen” forbi til forholdsvis sikker sejr.

Vinderodds: 23,60.

Aron The Baron som 4-års flankeret af Jeanette Hansen og Steen Juul efter en sejr på Lunden.

Førstepræmie: 16.650 euro eller ca. 124.000 kroner.

-Ja, det var rigtig dejligt at han endelig kunne vinde, siger Jeanette Hansen fra Panamera Racing til Travservice.dk.

-Jeg så dog ikke selv løbet, da jeg i øjeblikket går nede på Falster-banen og er i gang med at samle en masse stole til løbene i morgen – men Jens er på kontoret i Køge og han så løbet.

Aron The Baron har siden februar måned i år været hos Tomas Malmqvist på Jägersro-trænerens franske filial på Grosbois, og her stortrives den tidligere Derbytoer.

-Aron The Baron er efterhånden blevet en ældre herre, som ofte har brug for noget ledbehandling, men i Danmark løber han ind i 30 dages karenstid eller længere efter hver behandling og så er han svær at holde i gang. Men i Frankrig behandler de anderledes og han har derfor ikke behov for så lange pauser.

Legeonkel
Aron The Baron har tidligere været i træning en anden svensk træner i Frankrig, Björn Goop, men sidste sommer vendte han hjem til Jeanette og Jens Glud Hansen i Tappernøje for en kort bemærkning.

-Han nåede også at være omkring både Jeppe Juel og Christian Lindhardt i kortere perioder, men på et tidspunkt ringede Tomas Malmqvist og spurgte, om han måtte leje Aron The Baron, som han jo tidligere har haft i træning, fortæller Jeanette Hansen.

-Det syntes vi dog ikke var en god idé, men han måtte gerne få hesten i træning og planen er, at Aron The Baron skal blive hos Malmqvist til han ikke kan mere – så skal han hjem og være legeonkel for vores “følunger”.

-Tomas Malmqvist kender jo Aron The Baron rigtig godt og ved hvordan han skal trænes og behandles. Desuden er det en fordel at starte i Frankrig med de store baner med bløde sving og fint underlag.

-Montéløbet forrige gang var lidt øv. Hvor mærkeligt det end lyder, tager han længere skridt under rytter og trampede igennem, så han blødte fra koderne da han kom ind.