TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Armbro Goals sidste afkom!

af | Nyheder

I en alder af 8 år skal det sidste afkom, der har legendariske Armbro Goal som fader, i eftermiddag i Prøveløb på Charlottenlund Travbane.

Man kan med god ret sige: Bedre sent end aldrig, for i eftermiddag kommer 8-årige Action Devil for første gang i livet til start i  et Prøveløb på Charlottenlund Travbane.

Action Devil er der sidstfødte afkom efter Armbro Goal, der tilbragte de sidste par år af sin levetid i Danmark.

Armbro Goal bedækkede sidste gang i 2011, og der kom tre afkom i 2012 – alle hos træner Flemming Larsen og hustruen Hanne Nissen i Græsted i Nordsjælland.

De to har været til start – Armbros Devil og Amazing Devil, men frem til i dag har Action Devil – der også var den sidstfødte af trioen – aldrig været bragt til start på en travbane.

-Det er der flere årsager til, fortæller Flemming Larsen. – Dels er det jo vores egen, og derfor har han været sat til side, for at vi først og fremmest har kunnet passe og træne kundernes heste, men han har da været trænet, men har haft nogle skader undervejs, og så er tiden gået.

-Action Devil har dog vist god fart i træningen, så derfor har vi nu fået sat ham op, og i eftermiddag forventer vi, at han bliver godkendt til løbsdeltagelse, siger Flemming Larsen.

Det burde heller ikke være det store problem for Action Devil, der skal køres af Christian Nissen – tidskravet for godkendelse for 4-årige og ældre heste er blot 1.23!