TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anpartsprojekt hos Axel Jacobsen

af | Nyheder

Axel Jacobsen har købt tre topafstammede 1-åringer, der nu udbydes på anparter. 

Det kan indimellem være nødvendigt at tænke kreativt når man som travtræner gerne vil “fremtidssikre” sin stald, og i den forbindelse har Axel Jacobsen været på indkøbstur i Jylland, hvor han for egne midler har købt tre spændende åringer:

Axel Jacobsen

Velten Viking (se)(h. e. S J’s Photo – Piano Dilli). Piano Dilli, der selv var en fin væddeløber med rekord 1.13,4a-342.000 kr, er halvsøster til en lang række topheste med Local Conch (1.10,0a-3.354.000 kr) i spidsen og tilhører dermed en af dansk travsports stærkeste hoppelinjer. Hendes ældste afkom er tre år i år.

Falco Simoni (se)(h. e. Orlando Vici-Spurs Rain). Moderens første afkom. Spurs Rain er halvsøster til tidligere unghestestjerner som Verify Dust og Pearly Dust.

Firestone (h. e. Wishing Stone-Vang). Moderens første affkom. Vang (1.13,6a-176.000 kr), der sluttede karrieren med en andenplads Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, repræsenterer også en af de stærkeste hoppelinjer i dansk avl, der bl.a. omfatter Copenhagen Cup-vinderen Hairos og Derbyvinderen Esterel Sunset. Vang er storesøster til tophestene Blowmywhistle og Derbykandidaten Captain Morgan.

-Jeg har valgt at gøre det her i erkendelse af, at det for “almindelige” mennesker ofte er for dyrt at gå ud og investere i en travhest, siger Axel Jacobsen.

-Man kommer hurtigt af med 100.000 kroner i indkøbspris og der til kommer måske op mod 150.000 kroner for dyrlæge, optræning m.m., men hvis man deler det ud, kan flere være med.

-Det er planen, at jeg selv beholder en anpart i hver hest og så må vi se hvordan interessen er, men jeg har da solgt et par anparter allerede. Alle er meget velkommen til at kontakte mig hvis man er interesseret.

-Det er jo altid spændende med ungheste – man ved aldrig helt hvilken vej det går, men jeg har været det meste af landet rundt for at finde nogle, der duer og dem, jeg har fundet er i hvert fald nogle topafstammede plage med topeksteriør.

Falco Simoni befinder sig stadig på Stutteri Simoni i Polen, hvor de to andre 1-åringer også skal ned i løbet af kort tid.

-Jeg har i mange år haft et nært samarbejde med Peter Simoni, som også har vores to øvrige 1-åringer i træning, siger Axel Jacobsen.

Lovende 2-åringer
Axel Jacobsens stald tæller også en god håndfuld 2-åringer, hvoraf et par stykker også pt. befinder sig hos Peter Simoni.

-Eagle Simoni (h. e. Panne De Monteur) og Elephant (se)(h. e. Make It Happen) kommer til Danmark i næste uge, siger Axel Jacobsen.

-Især Ever So Clever (hp. e. Zola Boko) og Etout Simoni (se)(hp. e. Up And Quick) tegner meget lovende, men mine 2-åringer er generelt ikke så langt fremme som dem, der været i prøveløb hidtil rundt omkring i landet. De træner efter 1.30-35-40, men det er heller ikke meningen at vi vil gå efter årgangsløbene som 2-års; de kommer eventuelt til start sidst på året.