TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anpartshesten C D til tops i Jydsk 2-Årings Grand Prix

af | Nyheder

Han er helt umulig, ham Birger Jørgensen.

På sin hjemmebane i Aarhus var Birger Jørgensen endnu engang næsten altdominerende, hvor eftermiddagens hovedbegivenhed Jydsk 2-Årings Grand Prix blev taget hjem bag Kaj Jensen-trænede C D (Great Challenger). Og det var bedste hest på dagen, der kunne hente de 125.000 kr.

c-d-foto-ole-hindby

Indvendige C D afviser akkurat Commit Boom Bay. Foto: Ole Hindby

Undervejs var det med Cody og Gordon Dahl i fronten efter 1.15/500 m. og 1.16,6 for den første kilometer, mens C D kom frem i en blød dødens med outsideren Commit Boom Bay i ryg. Jeppe Rask trak sidstnævnte ud på sidste hjørne, og hele vejen op mod mål nærmede parret sig C D, men uden at komme forbi.

I afstand fulgte Come On Hugo på tredjepladsen efter at have siddet lukket inde midt i feltet undervejs.

Vindertiden blev 1.18,1a for de 1800 meter.

”Det er meget stort for mig at kunne lave dette anpartsprojekt, og det er naturligvis også stort for de mange ejere, der er med i projektet. Tankerne blev skabt hjemme foran brændeovnen, hvor vi vurderede, at der skal være mere end én hest for at skabe en succes, og så er det dejligt, at det lykkedes allerede første gang”, forklarede Kaj Jensen med henvisningen til projektet med de i alt 30 anparter.

Og Birger Jørgensen kunne supplere.

”Jeg troede jo på en god chance, selvom vi kom til at sidde udvendigt. Jeg vidste, at jeg havde en hest, der kunne slutte af hele vejen til mål, og det gik jo. Det var næsten synd for Jeppe Rask (Commit Boom Bay på andenpladsen, red.), men der er jo desværre ikke noget, der hedder synd i travløb”.