TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anders P’s stortalent

af | Nyheder

I lørdagens Auktionsløb for Hopper vandt Faststone en ny sejr for Anders Pedersen, selvom forberedelserne var langt fra optimale.

Som lillesøster til Kriterievinderen Diamondwind har Faststone (Wishing Stone) noget at leve op til og hidtil er det gået ganske udmærket med tre sejre i tre starter.

Faststone med Anders Pedersen. Foto Hesselborg Foto

Seneste sejr kom i lørdags på Racing Arena Aalborg, hvor Faststone og Anders Pedersen indfriede forventningerne som storfavoritter i det ene af de to auktionsløb med sejr i tiden 1.20,0a/2140 meter.

-Ja, hun gik rigtig godt, men jeg var faktisk lidt urolig med tanke på at hun ikke havde haft de bedste forudsætninger op til løbet, indleder Anders Pedersen.

-Faststone gik et godt løb på Derbydagen, men da vi kom hjem om søndagen havde hun ikke spist noget og det gik der et par dage med, så hun endte med at få noget mavesårsmedicin, der skulle hjælpe på det.

-Men så gik der yderligere et par dage, så stod hun pludselig og hostede og var snottet, så hun måtte på en såkaldt pastakur i fem dage. Det betød, at hun var lidt tyndt trænet op til starten i lørdags, men hun var fin i det sidste arbejde og det var så også årsagen til, at hun startede.

-Til gengæld måtte vi så slette staldveninden Florentina (Wishing Stone), der blev syg et par dage før.

Næste opgave for de bedste 2-åringer bliver Jydsk 2-årings Grand Prix den 29. september og derefter gælder det Dansk Opdrætningsløb den 27. oktober.

-Jeg tror vi går efter Consolationsløbene med Faststone. Jeg føler, at de tre-fire bedste hest i årgangen har lidt mere “hår på brystet” så hvis vi skal være realistiske, er det nok det bedste. Jeg vil egentlig også hellere ha’ en sejr, der giver lige så meget som en mindre placering i hovedløbet, siger Anders Pedersen, som allerede har de næste talenter klar i kulissen.

-Vi fik to åringer med hjem fra Aalborg-auktionen, Gaute (h.e. Thai Tanic) og Austin Broline (s)(h.e. Canepe Hanover), som vi skal i gang med at arbejde med – det bliver spændende.

Med et hammerslag på 120.000 kroner blev Austin Broline i øvrigt auktionens dyreste hest, men der er også tale om første afkom efter tophoppen Florida Queen (Ken Warkentin), der bl.a. som 3-års vandt E3-revanchen og var nummer to i Breeders Crown-finalen.