TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Amazing Dynamite tæt på sejr

af | Nyheder

Det var lige ved at Amazing Dynamite med Ken Ecce havde fanget storfavoritten Poet Broline i hurtigløbet på Tingsryd søndag eftermiddag.
På en fin afslutning var Amazing Dynamite med Ken Ecce meget tæt på at fange længe førende Poet Broline (Quite Easy) med Peter Untersteiner i 10. løb på Tingsryd Travet søndag eftermiddag
Ken Ecce tog sin Great Challenger-søn roligt fra start, mens der blev gået til den i spids, hvor Caliber TT med Fredrik Persson afviklede de første 500 meter efter 1.07.6. Han slap dog til Poet Broline, og Untersteiner tog herefter farten ud af løbet.

Amazing Dynamite – Ken Ecce. Arkivfoto Kanal 75

Feltet blev samlet og rundt i opløbssvinget lagde Ken Ecce an til angreb.
Ind på lige bane blev det norske hovedlag trukket på Amazing Dynamite.
Poet Broline så dog ud til at skulle gå mod en sikker sejr, men op mod mål meldte trætheden sig, og samtidig kunne Amazing Dynamite holde tempo.
Den svenske løbsreferent var tidlig til at udråbe Poet Broline som vinder, men blev noget overrasket over, hvor tæt Amazing Dynamite kom på Poet Broline over mål.
Poet Broline sejrede i 1.11.1a/1609 m, mens Amazing Dynamite noteredes for 1.11.2 – andenpladsen var 30.000 SEK værd. På tredjepladsen fulgte genopstandne Spartan Kronos med Conrad Lugauer, også i 1.11.2.
Det var årets femte start for Amazing Dynamite – det er blot blevet til to andenpladser, men forhåbentlig var det et vendepunkt til det bedre i dag.
Ken Ecce var også til start med såvel Per Sørensens Tchai Bakkely som egentrænede Bella Mont, der begge sluttede uplaceret.
Det samme gjorde Axel Jacobsen med Apollo Damgård.
Apollo Damgård var ude i 5. løb, der blev vundet sikkert af Toddler (from Above) med Marc Elias i eftermiddagens hurtigste notering, 1.10.5a/1609 m.
I montéløbet blev det til dansk sejr, idet Viking Olympic (Trophy Catch) med Lina Aho sejrede i 1.12.9a/1609 m – præmie 20.000 SEK. Viking Olympic havde en flot sæson i 2016, hvor den tjente 332.100 SEK, men det blev blot til 57.159 SEK i fjor. I år har den med eftermiddagens start blot være i løb to gange. Viking Olympic trænes og delejes af Veijo Heiskanen.